Fordelene ved at være kvindelig kunstner

Museet for samtidskunst i Oslo udstiller langt flere kvindelige kunstnere end man gør på tilsvarende danske institutioner. Museets direktør Sabrina van der Ley forklarer, hvordan de arbejder.

Annette Messager, Between You and Me (detalje), soloudstilling på Museet for Samtidskunst, Oslo 2004.
Annette Messager, Between You and Me (detalje), soloudstilling på Museet for samtidskunst, Oslo 2004.

En sørgelig statistik har præget den danske kunstsamtale dette efterår. Det er den gamle kending om underrepræsentationen af kvindelige kunstnere på de danske museer. Denne gang var det kunsthistorikeren Hans Dam Kristensen, som havde sat sig for at tælle og i artiklen «Med kønnet på museum» – publiceret i 100 års øjeblikke, en antologi udgivet af Kvindelige Kunstneres Samfund på organisationens 100 års-dag – kunne oplyse, at det fortsat ser endog meget skidt ud med de statslige og statsanerkendte museers indkøb og udstillinger af kvindelige kunstnere. Nok engang drak man gravøl på de sociale medier efter, at dagbladene Information og Politiken havde viderebragt de dystre fakta fra Kristensens tælling, hvoraf det eksempelvis fremgår, at der ud af 147 værker indkøbt af Arken i perioden 2000-2012, blot er 27 udført af kvindelige kunstnere. De tal kan man lige tænke over et øjeblik.

I flere af avisartiklerne blev det desuden påpeget, at Danmark halter langt bagefter resten af Skandinavien på dette punkt. En lysende eksempel fra Sverige er naturligvis Lars Nittves projekt «Det andra önskemuseet», som han, dengang som direktør for Moderna Museet, søsatte i 2006 i et debatindlæg i Dagens Nyheter, hvori han bad den svenske stat om et engangsbeløb på 50 millioner svenske kroner til at korrigere kønsubalancen i museets ældre moderne samling.

Museet opnåede fem millioner i statslig støtte, men sagen fik så meget opmærksomhed at private donorer strømmede til og ved projektets afslutning i 2008 havde man rejst i alt 42 millioner kroner og købt 26 værker af blandt andre Judy Chicago, Mary Kelley, Hilma af Klint, Monica Sjöö og Louise Bourgeois. Den kan man også lige tænke over et øjeblik.

Camilla Løw, Museet for Samtidskunst, Oslo 2012.
Camilla Løw, The Shape of Shape-Time (installation view), soloudstilling på Museet for samtidskunst, Oslo 2012.

Noget kunne tyde på, at man også i Norge har arbejdet aktivt på at vende situationen med den ulige kønsfordeling. Hvis man eksempelvis kigger på Museet for samtidskunst i Oslo i perioden 2005-2012 – som er den årrække Hans Dam Kristensen anvender i den danske optælling – så viser det sig, at tidsrummets 15 soloudstillinger fordeler sig på 8 kvinder og 7 mænd (53% / 47%). Sammenligner man med de danske tal, som de fremgår af Kristensens optælling, forlyder det eksempelvis, at man på ARoS har vist 31 soloudstillinger med fordelingen 5 kvinder og 26 mænd (16% / 84%). For Louisiana i samme periode er tallene 9 kvinder og 28 mænd (24% / 76%). Og for Statens Museum for Kunst er tallene 5 kvinder og 31 mænd (14% / 86%).

Man kan naturligvis hævde, at nogle museer, såsom Statens Museum for Kunst, som viser flere historiske udstillinger til dels «blot» reproducerer tidligere tiders ulige fordeling. Men tallene taler trods alt deres tydelige sprog. Og såvel store som små aktører, som gerne vil tages alvorligt, må forventes også selv at tage kønsskævheden alvorligt – lige fra det mindste kunstnerdrevne udstillingssted til de statslige museer. Alle spiller hver deres afgørende rolle i fødekæden.

Ind imellem bliver de kommercielle gallerier fremdraget som del af forklaringen på museernes kønsmæssige skævvridning. Det er velkendt, at de kommercielle gallerier repræsenterer endog meget få kvindelige kunstnere – både i Danmark og det øvrige Skandinavien.

Foretager man en hurtig opgørelse over danske gallerier, for eksempel de 11 gallerier (Andersen’s, Christian Andersen, Martin Asbæk, Bo Bjerregaard, David Risley, Nils Stærk, Peter Lav, Susanne Ottesen, Specta, Nils Stærk, V1 Gallery, Galleri Nicolai Wallner), som i år deltog på Chart, Københavns nye eksklusive kunstmesse, og som må siges at være eftertragtede gallerier i forhold til netværk og internationalt rækkevidde, så udgør den gennemsnitslige andel af kvindelige kunstnere blot 27%. Samme fordeling gør sig gældende i Norge, hvor dagbladet Klassekampen i slutningen af juli kunne offentliggøre, at andelen af kvindelige kunstnere på en håndfuld af de tunge kommercielle gallerier i Norge udgør blot 26%.

Tacita Dean, Vesuvio, 2001. Serie af sort/hvid fotogravure. Udstilling på Museet for Samtidskunst, Oslo , 2006.
Tacita Dean, Vesuvio, 2001. Serie af sort/hvid fotogravure, som var del af kunstnerens soloudstilling på Museet for samtidskunst, Oslo 2006.

Der er nok ingen tvivl om, at gallerierne har en vis indflydelse på de statslige museers køb og udstillingsvalg – i hvert tilfælde i Danmark. Noget kunne tyde på, at museumsdirektørerne og det kunstfaglige personale helt generelt sætter endog meget stor lid til galleriernes dømmekraft, når de indkøber. Og her bliver det åbenbart afgørende, hvilket køn gallerierne foretrækker at repræsentere. Samtidig er det interessant, at det ser ud som om, at skævvridningen på dette sted i fødekæden ikke spiller nær den samme rolle i Norge, som det gør i Danmark.

I perioden 2000-2012, hvor de kvindelige kunstnere ifølge Kristensens optælling udgjorde 18% af Arkens nyerhvervelser (27 af 147 værker), oplyser Museet for samtidskunst i Oslo til Kunstkritikk, at de i samme periode har indkøbt værker skabt af 227 kvinder og 369 mænd (38% / 62%). Betragter man endvidere museets indkøb over de sidste fem år, 2010-2014, er tallene: 86 kvinder og 116 mænd ( 43% / 57%).

Det er unægteligt nogle markant bedre tal, man kan fremstille på Museet for samtidskunst i Oslo end på Arken i Ishøj. Det skal endvidere bemærkes, at Museet for samtidskunst i Oslo har opgjort indkøbene efter kunstnere, hvilket for eksempel udelukker at en serie på fem tegninger af en enkelt kvindelig kunstner kommer til at tælle som fem «kvindelige værker».

Kunstkritikk har talt med Sabrina van der Ley, direktør for Museet for samtidskunst i Oslo, om, hvordan man gør. Hvordan forholder man sig til de kommercielle galleriers kønsubalance og hvordan man i de hele taget arbejder med at vende den skæve kønsrepræsentation.

*

Man peger ofte på en særlig vanetænkning, hvad angår kunst og kunstnerrolle, når man skal forklare fraværet af kvindelige kunstnere i samlinger og i udstillingsprogrammer. Der er øjensynligt en tendens til og tradition for, at «rigtig kunst» fortolkes som kunst udført af mandlige kunstnere. Derfor ville det være interessant at få at vide om, hvordan specifikt Museet for samtidskunst har arbejdet proaktivt med dette. Hvad har I gjort for at udfordre denne vanetænkning, som er så dybt rodfæstet i kunsthistorien og museologien og sikkert også i den uddannelse, som museets ansatte har gennemført?

På grund af udstillingerne Stir Heart og Goddesses (red. to udstillinger afholdt i 2010, som præsenterede udvalgte kvindelige samtidskunstnere fra samlingen) har vi fået opdateret vores data om samlingen og blevet mere bevidste. Vi foretager flere regelmæssige eftersyn i samlingen i forhold til køn, nationalitet, diversitet etc. Men det er klart, vi er altid nødt til at være opmærksomme på vanetænkning. Der er altid en fare for, at man glemmer og vaner er svære at komme af med. Vi har det måske lidt lettere i vores afdeling, på Museet for samtidskunst, fordi vi er næsten 100% kvindelige ansatte med en gennemsnitsalder på omkring 40 år, så den analytiske vurdering af situationen er forholdsvis høj.

Kirstine Roepstorff, soloudstilling, Museet for Samtidskunst, 2001. Foto: Andreas Harvik, Nasjonalmuseet.
Kirstine Roepstorff, soloudstilling, Museet for Samtidskunst, 2001. Foto: Andreas Harvik, Nasjonalmuseet.

Kan du fortælle lidt om, hvordan har processen været. Har det været svært? Har det fremkaldt interne konflikter på museet?

Det er svært for mig at sige, da jeg kun har været på museet siden 2011, og i den periode har det overhovedet ikke forekommet mig at være svært. Men jeg hører fra kolleger, at der stadig er mere gammeldags stemmer på museet, som opererer med en mere ureflekteret forestilling om kvalitet, som ikke tager højde for et system eller vanetænkning, hvad angår kvindelige kunstnere overfor mandlige kunstnere.

I såvel Norge som Danmark udgør de kvindelige kunstnere en meget lille procentdel, 26-27%, af kunstnerne repræsenteret af de toneangivende kommercielle gallerier. Hvordan forholder Museet for samtidskunst sig til denne skævvridning? Køber I eksempelvis fra kunstnerne direkte?

Er det så galt, uf – jeg har aldrig rigtig talt efter. Men her er man nødt til at se på, at det kommercielle marked i Norge – modsat eksempelvis i London – udgør en mindre del af kunstsalget. I Norge indkøber man mere fra kunstnerdrevne steder, kunstforeninger, etc. og direkte køb fra kunstnerne. Så lige dér ser jeg ikke, at underrepræsentationen spiller så stor en rolle.

Louise Bourgeois, Oedipus (detalje), 2003. Soloudstilling på Museet for samtidskunst, 2002. Foto: Christopher Burke.
Louise Bourgeois, Oedipus (detalje), 2003. Soloudstilling på Museet for samtidskunst, 2002. Foto: Christopher Burke.

«Vi køber kunst ud fra kvalitet ikke ud fra spørgsmål om køn eller statistik,» er det typiske svar man får, når man konfronterer museumsdirektører med en skæv kønsbalance i deres samling. Hvad er din holdning til det?

Det ville være fantastisk, hvis det virkelig forholdt sig sådan, for så ville alle museer – i hvert tilfælde de sidste 10 år – have indkøbt lige så mange værker frembragt af kvinder som af mænd.

Hvordan – på den anden side – sikrer I jer mod, at samlingen og udstillingsprogrammet ikke ender med udelukkende at hvile på et kulturpolitisk fundament, eksempelvis et kønspolitisk?

Vores indkøbsstrategi er hovedsagligt baseret på de temaer og perioder, som vi allerede har i samlingen. Vi vurderer samlingens styrke og svaghed/huller og på den grund afgør vi, hvad vi bør erhverve i forhold til at skabe et mere sammenhængende, helt billede. Der er så mange fantastiske kvindelige kunstnere på scenen, som adresserer helt afgørende tematikker i relation til aktuelle diskurser indenfor såvel kunst som samfund, at så længe vi blot fokuserer på, hvad der skal til for gøre vores samling bedre, så vil de helt naturligt udgøre en ligelig del af vores indkøbspolitik uden vi overhovedet behøver at tænke på at være «politisk korrekte».

*

Museet for samtidskunst er en afdeling under Nasjonalmuseet, men ligger i en selvstændig bygning, en tidligere bank, i det centrale Oslo. Museet har 13 ansatte og råder over ca. 1500 udstillingskvadratmeter. Nasjonalmuseets samlede indkøbsbudget var 11 millioner NOK i 2014. Nyerhvervelser besluttes af en indkøbskomité, hvor alle Nasjonalmuseets fagfelter er repræsenteret: Samtidskunst (Museet for samtidskunst), ældre og moderne kunst (Nasjonalgalleriet), design/kunsthåndværk (Kunstindustrimuseet) og arkitektur (Nasjonalmuseet – Arkitektur).

Ida Ekblad, Museet for Samtidskunst, Oslo 2013.
Ida Ekblad, installation view, soloudstilling på Museet for samtidskunst, Oslo 2013.

Comments (3)