Rapport 01.06.17

Kortfilm i Ruhrdistriktet

Foran Lichtburg Kino i Oberhausen samles publikum i pauserne fra biografmørket. Foto: Kurzfilmtage / Daniel Gasenzer.

Til Internationale Kurzfilmtage Oberhausen er der intet bling-bling. Ingen røde løbere. Ingen sponsorerede drinks. Kuratormiddagen foregår på den lokale thairestaurant og det er buffet. Ingen ser ud til at savne liret. Alle de, som er rejst til Oberhausen i det industritunge Ruhrdistrikt for deltage i filmdagene, taler om kortfilm, kortfilm, kortfilm: Hvordan screener man bedst disse perler? Hvordan programlægger de på Dazibao i Montreal? Hvad var bedst på Courtisane-festivalen i Ghent? Kan kortfilm påvirke den politiske situation i Tyrkiet? Kan kortfilm udgives som audiovisuelle magasiner målrettet pan-afrika? Hvad er årets must see? Filmene omtales i flæng som værker og som kortfilm, og det filmfaglige og det kunstfaglige vandrer uproblematisk ud og ind mellem hinanden. At en kortfilm varer under 40 minutter og kan rumme cirka alle genrer, finder jeg ud af i løbet af Kurzfilmtage Oberhausen, som jeg var draget til for at blive klogere på, hvad der gemmer sig af videoværker i filmbranchen.

Kurzfilmtage Oberhausen så dagens lys i 1954. Byen Oberhausen er skabt på kul og stålindustri – og de sidste 63 år også lidt på film. Under mottoet «Kulturfilm – weg zum bildung» fødtes filmdagene i efterkrigstiden og under Den Kolde Krig markerede Kurzfilmtage Oberhausen sig tillige ved at screene film produceret i østblokken. Via alverdens nørdede samtaler, tete-a-tete og i plenum, forstår jeg, at Kurzfilmtage Oberhausen nu er en yderst hæderkronet og anerkendt platform for kortfilm, især grundet sit koncentrerede faglige fokus. Fagfolk fra alle kontinenter er at finde i det gamle biografkompleks i Oberhausen, der har så mange år på bagen, at også filminteresserede møl i ny og næ flimrer indover projektionerne.

Kunstnere, vi normalt kender fra billedkunstens videokunst-verden, såsom skotske Duncan Campbell, tyske Ursula Mayer, nord-irske Seamus Harahan, amerikanske Ellen Cantor og mange flere er udvalgt til screening blandt andet via de såkaldte distributørprogrammer. Her er udvalgte distributører som fx Lux i London og Electronic Arts Intermix (EAI) i New York inviteret til at kuratere filmprogrammer baseret på egne arkiver.

Wu Tsang, Mishima in Mexico, 2016, film still.

Den bedste kortfilm fra distributørprogrammerne var i min bog Wu Tsangs Mishima in Mexico (2012), der på allerfineste vis fremhæver længslen i Yukio Mishimas roman Thirst for Love fra 1950 ved at iscenesætte prøveoptagelser af romanen. De to medvirkende er henholdsvis Wu Tsang selv, som er instruktør, og Alex Segade, der er manuskriptforfatter. De gennemlever romanens akter, øver replikker, small-talker, bytter roller – og keder sig også lidt. Kropssproget er underspillet og iscenesættelsen helt enkel, samtidig med at fornemmelsen af tomhed og længsel fremtræder stærkt – en lille begærskamæleon, der ikke vil indfanges og efterlader én med behov for endnu mere forvandling.

Biografmørket slører det fakta, at kunstfilmene på sin vis er tilstede uden den udstillingskontekst, hvormed vi oftest oplever videoværker på biennaler, kunsthaller og museer. Wu Tsang kan sagtens stå alene, men mens de første minutter i den næste film afspilles, skal jeg lige tune ind, for at følelsen af kunstmesse ikke overmander mig. Langsom accepterer jeg, at i Oberhausen opleves værkerne enkeltvist og afskåret fra det omkringliggende. I filmmørket, og i kraft af deltagernes passion under de tilhørende foredrag og Q&As, forføres jeg og lærer at se kortfilm – uden tanke for så meget andet.

Kunst, film, salg og passion er også et emne i flere af filmene, blandt andet i perlen Fall into Ruin (2017) af instruktør, forfatter og kunstner William E. Jones (f. 1962). Filmen er en del af konkurrenceprogrammet, for et sådant har Kurzfilmtage også. Fall into Ruin handler om den græske mæcen og kunstsælger Alexander Iolas, som Jones selv møder som 19-årig. Den flamboyante Iolas gør så dybt et indtryk på Jones, at han 30 år senere tager tilbage til Athen. Iolas er nu død, hans samling borte og hans palæ ligger i ruiner. Jones’ ungdomsfotografier kobles med fotografier af de tilbageblevne ruiner og en personlig voice-over af Jones selv, der rørende og detaljeret fortæller om mødet med den dekadente kunstelsker, der mistede livet til AIDS i 1987.

William E. Jones, Fall into Ruin, 2017

På en helt anden frekvens udspiller den yngre kunstner Kathryn Elkins Dame 2 (2016) sig. Her gentager en form for hobbykor i det uendelige udsigelsen «Helen Mirren», mens en skinger lead snakke-synger et interview fra et talkshow med Mirren fra 1975 henover korets absurde repetitioner. Det oprindelige interview er et klasse-eksempel på en sexistisk dialog – og filmen er en genistreg udi skarp politisk kunst udført med humor.

Under Kurzfilmtage vælger man ikke alting selv. Dét skal jeg lige sluge, men ender med at se det som noget ganske enestående. De film, man på forhånd har udset sig, kommer i program-følgeskab med 5-8 andre film. Jeg bliver med andre ord tvangsfodret. Man kan selvfølgelig vælge at gå i løbet af et program, men få gør det. Jeg kan heller ikke spotte en eneste smartphone lyse op i mørket. Publikum er et velopdragent sammensurium af instruktører, komponister, filmskribenter, kuratorer og programmører af (kunstfilm)biografer.

En del feministiske projekter har fundet vej til festivalen i år, eksempelvis libanesiske Kinda Hassans værk Idle by the Sea (2017), som kobler jordens små undere fra eremitkrebs over spruttende vulkaner til en squattende kvinde, der føder. Hassan (f. 1984) er lyd- og videokunstner og er også en af grundlæggerne af den arabiske musikplatform eka3, som udbreder ung, arabisk indiemusik. Samtidig har hun styret Digital Expression Community Area i Cairo og er i det hele taget præget af en fandenivoldskhed, der gør hendes præsentation sitrende intens og samtidig får det prætentiøse i hendes film til at træde i baggrunden.

Nina Yuen, Joan, 2009, film still.

Nina Yuen må være kortfilmenes Lena Dunham. Hun er i født på Hawaii i 1981 og er en af Kurzfilmtages syv såkaldte kunstnerprofiler, der har eget program med i alt 16 værker. Hendes filmiske sprog er querky, udtalt neurotisk og kropslig på den insisterende ærlige måde, og igennem denne selvfremstilling får hun med humor patologiseret narcissismen anno 2017. Her er ingen tynde Anne Imhof-modeller, men kvinder med former og naturlig hudstruktur. Faktisk er det hovedsaligt Yuen selv, man ser i filmene, tilsat en ekskæreste her og et familiemedlem dér. Hun laver filmiske kollager – både i stop motion forstand, men også i tekstlig forstand. Hovedparten af hendes praksis kredser om den kvindelige kunstners væren i verden og ret specifikt om Yuen selv.

Af den livlige Q&A som fulgte efter Yuens sidste visning, fremgår det, at hun optager alle sine film i sit hjem og når hun arbejder på et projekt går hun udelukkende i det tøj, der er tiltænkt filmen og acter sit projekt 24/7 som en anden Sophie Calle. Indimellem indfletter hun lidt stjernestøv, som Courtney Love, der har indtalt store dele af Hermione fra 2014. Yuens praksis har også en mere immigrationspolitisk side. I Raymond filmes flora, der er faldet til jorden under et skybrud, mens hendes far, hvis forfædre kom til Hawaii pga. sukkerrørsplantagerne, opremser navnene på venner og bekendte, der er afgået ved døden. Den politiske aktualitet udenfor biografmørket slår ret hårdt, mens man sidder på sit bløde sæde og betragter de filmede frø og blomster, der alle stammer fra planter, som «ufrivilligt» landede på Hawaii i en af de kraftige jetstorme, der jævnligt formår at transportere sorter flere tusinde kilometer henover havet.

Efter at have siddet i mørket i 3 dage og set ialt 63 film tænker jeg, at det måske ikke er så vigtigt, hvilken status Kurzfilmtage Oberhausen indtager i relation til kunstverdenen. At gå ind i mørket, give pokker i kategoriseringer og lade sig omslutte af ét projekt ad gangen er i sig selv en berigende oplevelse. Kortfilm er en nørdet innovativ genre indenfor filmkunsten. Samtidig er Kurzfilmtage Oberhausen nærmest altmodisch i sine rammer. Og måske er det netop den kombination, der efterlader en følelse af noget særligt avantgarde.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!