Gitte Ørskou

Statens Kunstfond
Intervju 15.12.17

– Vi skal ikke tage Statens Kunstfond for givet

Gitte Ørskou, afgående formand for Statens Kunstfond, hvor hun har siddet siden 2014. Foto. Mick Anderson.

Der kun få uger tilbage af Gitte Ørskous virke i Statens Kunstfond. Siden 2014 har hun dels været formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst, dels formand for Statens Kunstfonds bestyrelse, som altså er det øverste organ for de 12 fagudvalg (billedkunst, litteratur, musik, scenekunst, kunsthåndværk og design etc.). Sideløbende har Ørskou, som er bosat i Aarhus og kunsthistoriker af uddannelse, varetaget sin stilling som direktør for Kunsten – Museum of Modern Art i Aalborg. 

Man finder ikke mange, som ikke vil skrive under på, at Ørskou de sidste fire år har været en ret ihærdig kriger på vegne af kunsten og Statens Kunstfond. Hun blander sig ofte i debatten og hendes navn popper jævnligt op under indlæg i den danske dagspresse, og noget kunne tyde på, at det bliver mere og mere nødvendigt.

Lige siden etableringen i 1964 har Statens Kunstfond været opfattet som et kontroversielt organ. «Hvorfor skal uforståelig samtidskunst støttes med offentlige midler?» eller «Giver udvalgsmedlemmerne ikke bare støtten til deres venner?» – er nogle af de klassiske reaktioner, som kunstfonden altid er blevet mødt med og sådan må det givetvis være med et offentligt støtteorgan, som uddeler penge til noget så svært at blive enige om som kunst.

Samtidig er det som om, kritikken er taget til de sidste par år, ikke mindst fra politisk hold. I dette interview fortæller Ørskou blandt andet om, hvordan hun arbejder med at oplyse kulturpolitikerne på Christiansborg om, hvad Statens Kunstfond er, herunder hvorfor det er så vigtigt at respektere armslængdeprincippet. For som hun siger: «Jeg opfordrer dem altid til at byde ind. Det er fint med diskussionen. Det er bare lidt ærgerligt, hvis de bruger uenigheden til at plædere for en nedskæring af kunststøtten». I 2017 rådede Statens Kunstfond over i alt 540,9 millioner. Heraf går 81,2 millioner til billedkunst. 

Fornyeligt fik Statens Kunstfond lavet en interessentanalyse for at klarlægge forskellige interessegruppers holdning til fonden. Den viste skræmmende ringe opbakning. Selv blandt primære interessenter (politikere og kunstnere) er der ret begrænset viden om kunstens virke. Samtidig florerer en del fordomme om fondens arbejde – for eksempel den at fonden primært uddeler arbejdslegater, selvom disse kun udgør 15 procent af støttemidlerne. Der er også en fordom om, at hovedstaden prioriteres i forhold til resten af landet, mens fakta er, at 30,3 procent af midlerne går til hovedstaden, hvor 30,1 procent af befolkningen bor, selvom 62,8 procent af ansøgningerne faktisk kommer fra hovedstaden. Sagt med andre ord: det er lettere at få støtte, hvis man er kunstner og bosat uden for hovedstaden. Men sådanne fordomme er sejlivede og  sidstnævnte har netop fået ny aktualitet i årets finanslov, hvor der er vedtaget to nye regionalfonde – Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond – som yderligere skal prioritere kunsten uden for hovedstaden og som finansieres ved besparelse i det samlede budget af Statens Kunstfond.

Udsigtstårnet The Interior of Inés (2017) blev fornyeligt indviet i Aalborg. Udført af kunstneren FOS og støttet af Statens Kunstfond.

I disse dage venter dansk kulturliv med spænding på, at kulturministeren offentliggør navnet på den nye formand for Statens Kunstfonds bestyrelse. Imens har vi spurgt Ørskou til hendes erfaringer fra de sidste fire år. Hvad har overrasket hende mest i arbejdet i Statens Kunstfond? Er den politiske opbakning i fare? Og så har Ørskou en meget interessant forklaring på det paradoks, at der tilsyneladende er ringe folkelig opbakning til den offentlige kunststøtte, samtidig med at danskerne i stigende omfang pisker rundt på museerne og i det hele taget forbruger kultur som aldrig før. Sidst men ikke mindst har Gitte Ørskou en advarsel til kunstmiljøet om ikke at tage Statens Kunstfond for givet. 

Når du tænker tilbage til, hvordan du så på Statens Kunstfond for fire år tilbage, da du takkede ja til jobbet, frem til det, du i dag ved, hvad har så overrasket dig mest?

Det, som har overrasket mig allermest er, hvor kæmpestor afstand der er mellem det, vi gør – og den måde, vi bliver betragtet på. Det er til stadighed en kæmpestor overraskelse for mig, at i det øjeblik jeg træder ind i et rum og præsenterer mig som en del af Statens Kunstfond, så bliver jeg i ni ud af ti tilfælde betragtet på en helt særlig måde, som har meget lidt hold i virkeligheden. Det har virkelig overrasket mig.

Jeg ser jo det væld af produktioner og værker, som vokser frem i kølvandet af den støtte, som de 12 udvalg i Statens Kunstfond uddeler. Jeg ser det som et verdenskort, hvor det bare spirer og pibler over det hele. Så sker der noget i Esbjerg, men også i Johannesburg. Så er der noget talentudvikling i Frederikshavn og én der sidder i Odense og skriver en roman på et 3-årigt arbejdslegat. Det er helt uomtvisteligt, at Statens Kunstfond spiller en kæmpe rolle – en katalyserende rolle, som utroligt mange forskellige kunstnere og kulturbrugere spredt udover hele Danmark har gavn af. Samtidig er der så det billede, vi har i offentligheden – de sejlivede klicheer om indspisthed, om at vi bare giver til vores venner og så videre. Det er to vidt forskellige billeder af, hvad Statens Kunstfond er og det har taget mig langt tid at forstå, hvor det kom fra. Det har overrasket mig allermest.

Du er formand for hele Statens Kunstfond og mødes jævnligt i kunstfondens bestyrelse, der består af formændene for de 12 kunstudvalg. Hvor meget kan du følge med i det, som hører uden for dit eget felt, billedkunstområdet?

Når vi nu går af efter fire år, så er det første gennemkøring af den nye konstruktion af Statens Kunstfond – sammenlægningen af det gamle Statens Kunstfond og det, som hed Statens Kunstråd. Til sammen støtter vi ca. 6.700 projekter årligt, så det er jo uhyre svært at få overblik. Alligevel bruger vi faktisk meget hinanden på tværs af udvalgene. På billedkunstområdet har vi for eksempel meget erfaring indenfor det internationale arbejde, blandt andet på grund af det hedengangne Center for Dansk Billedkunst. Det har et nyere udvalgsområde som design eksempelvis kunne drage nytte af, da de skulle oprette residencies. Omvendt har musik meget viden på børneområdet på grund af alle musikskolerne, så det har den store indsats mod børn og unge, som Projektstøtteudvalget for Billedkunst har sat i værk, haft gavn af. På den måde bruger vi hinanden.

Katja Bjørns videoinstallation Mødet (2017) er del af Skulpturlandsby Selde – en platform for skulpturforsøg i det offentlige rum i Selde (en landsby med 350 indbyggere), støttet af Statens Kunstfond. Foto: Barbara Katzin.

Den sidste formand for Statens Kunstråd – som det hed dengang – Rune Gade advarede kraftigt mod elementer i den nye version af Statens Kunstfond, som du har arbejdet under. Et af kritikpunkterne angik beslutningen om, at der ikke længere ville være forpligtende møder mellem kulturpolitikerne og Statens Kunstfond, idet kulturpolitikerne ikke længere er selvskrevne medlemmer af Statens Kunstfonds Repræsentantskab. Hvordan er din fornemmelse? Har det haft konsekvenser for politikernes interesse for Statens Kunstfonds arbejde?

Da man lavede det nye Repræsentantskab uden politisk deltagelse, så aftalte man – netop for at sikre at der var et politisk ejerskab til projektet – at der skulle være et årligt dialogmøde med politikerne. Det har vi så haft i disse fire år. Politikere er travle mennesker og det er ikke så mange, der kommer til disse møder. Men til vores sidste dialogmøde i november, som vi holdt inde på Christiansborg, var kulturministeren til stede under hele det tre timer lange møde. Vi sagde ikke så meget selv, men vi havde inviteret folk, som enten havde fået midler fra fonden eller nogen, som havde oplevet noget, der var støttet af Statens Kunstfond, så de kunne fortælle, hvad støtten havde betydet helt konkret.

At dømme efter den negative kritik af Statens Kunstfond, som jævnligt kommer fra nogle af politikerne, så ser det måske ikke altid ud som om, I har den bredeste politiske opbakning. Er den stærk nok?

Først og fremmest skal man huske, at Statens Kunstfond er et politisk projekt. Beslutningen om at have et Statens Kunstfond er helt og holdent en politisk beslutning, som er støttet af et stort set enigt Folketing og det er jo fantastisk. Samtidig er det lidt pudsigt ­– også noget, som faktisk har overrasket mig en del – at vi, som sidder i Statens Kunstfond, kun er der, fordi vi er blevet inviteret til at løse et stykke arbejde, der er besluttet politisk. Når vi så har takket ja og går i gang med at udføre opgaven, så får vi en forfærdelig masse tæsk for, at vi overhovedet sidder dér. Så nogen gange ja, så er det nødvendigt at minde politikerne om «hallo, det er altså jer, der har fundet på det». Jeg tror, at det, som ind imellem gør det svært at håndtere, har rod i, at samtidig med at det er bydende nødvendigt, at der er politisk ejerskab til projektet, så skal der være armslængdeafstand til fondens arbejde. Det er også derfor, jeg har prioriteret at komme ind på Christiansborg og tale med kulturordførerne så meget som muligt. Det er helt enkelt, fordi jeg tror på oplysning og samtale. Det er meget lettere at forholde sig til Statens Kunstfond, hvis man ved, hvad det er. Politikerne skal jo endelig ikke holde op med at kritisere os, men de skal vide, hvad det er og forstå konstruktionen. Det tror jeg har større effekt, end at jeg skriver 30 læserbreve.

Billie Maya Johansons udendørsværk Fatigue (2017) blev vist på det nye kunstnerdrevne sted TEGN: Art-space i Jyderup, som har fået støtte til to års drift og udstillinger af Statens Kunstfond.

Du har ellers været en ganske ihærdig formand i dagspressen. Du er jævnligt ude med læserbreve i de danske aviser, hvor du igen og igen forklarer konstruktionen helt fra bunden af og minder om, at Statens Kunstfond er vores allesammens organ. Men er det dér, vi er nået til? Er det virkelig nødvendigt med et sådan basalt oplysningskursus?

Til det spørgsmål har jeg et vigtigt budskab: Jeg tror ikke, vi skal tage Statens Kunstfond for givet. Det er et politisk projekt og hvis der ikke er politisk opbakning til Statens Kunstfond, så er der ikke noget Statens Kunstfond. Og hvis de, som har kendskab Statens Kunstfond – for eksempel de kunstnere, som søger fonden – heller ikke bakker op om Statens Kunstfond, så er der slet ikke noget Statens Kunstfond. Vi, som arbejder for fonden, er jo bare katalysatorer for, at noget kan realiseres og vi bruger gerne al vores vågne tid på at fremhæve kunstens rolle i samfundet. Vi kan bare ikke gøre det alene. Så det er helt enkelt: Hvis ikke kunstnerne bakker op, så er jeg bange for at det hele godt kan smuldre meget hurtigt.

Siger du, at modviljen overfor Statens Kunstfond også kommer fra kunstmiljøerne?

Ja, uden tvivl. Det er den klassiske historie, som kan eksemplificeres med det museum, hvor jeg arbejder til daglig. Hvis vi har 100 glade gæster og én sur, så er det den sure, der skriver en klage. Det er ikke de 99 glade, som skriver tilbage om de gode oplevelser, de har haft. Det samme gælder Statens Kunstfond. Jeg er jo ikke ude på noget tankekontrol eller lignende. Det er bare bemærkelsesværdigt, at når offentligheden hører fra kunstnerne selv om Statens Kunstfond, så er det kun de negative historier, der kommer frem. Igen, kritik er fint, men hvis fonden skal bestå, så er det et problem, hvis det eneste man hører om Statens Kunstfond, handler om, at det er for dårligt, at noget blev støttet og noget andet ikke blev.

Handler det om, at mange i kunstmiljøerne, i lighed med nogle af politikerne, ikke forstår hvordan Statens Kunstfond arbejder?

Jeg tror bare, man tager det for givet.

Er det udtryk for en slags forkælelse?

Nej, det tror jeg egentlig ikke. Det er bare gået op for mig, hvordan vi tager ting for givet. Og ser man på de besparelser, der har været indenfor Statens Kunstfond og helt generelt på kulturområdet, så skal der simpelt hen arbejdes massivt for området. Der skal sættes ord på og kunsten skal tales op. Og det kan Statens Kunstfond ikke gøre alene. Vi kan ikke stå alene og sige, at vi synes, det vi laver er enormt betydningsfuldt. Der er brug for, at nogle andre også siger, at det er vigtigt, at vi som samfund støtter kunst. Derfor er min appel til kunstverdenen: Sig det højt! Brug det og fortæl, at dét og dét gjorde I, fordi I havde fået støtte: «Denne bog kunne jeg ikke have skrevet, hvis jeg ikke havde modtaget et arbejdslegat» og så videre. Dertil kommer, at befolkningen i øvrigt stort set ikke kender til Statens Kunstfond. Sidste år fik vi lavet en interessentanalyse af et konsulentbureau. Den satte virkelig hovedet på sømmet. Der er så lidt opbakning, at man tror det er løgn. Den generelle opfattelse er, at Statens Kunstfond er noget med grimme skulpturer og penge til dovne kunstnere, der ikke gider at arbejde. Det er derfor, jeg siger, at hvis vores interessent nummer 1, nemlig kunstnerne, ikke engang synes Statens Kunstfond er interessant, så er det meget svært at nå videre ud til resten.

20 procent af Statens Kunstfonds midler, det vil sige 100 millioner kroner, går til projekter med børn. Her er det kunstneren Rolf Nowotny, der udfolder sin udstilling på Tranen i Hellerup for en gruppe skoleelever.

I sidste ende kommer det vel til at handle om, hvorvidt danskerne synes, at kunst er vigtigt. Nogen gange er det nærmest, som om der er en slags had til kunsten. I Danmark har vi jo den gamle historie om lagerforvalteren Peter Rindal, som kritiserede Statens Kunstfond næsten fra begyndelsen i 1964 og som endda kom til at lægge navn til et begreb, Rindalisme, som også i dag anvendes til at betegne en art folkelig modstand mod statsstøttet kunst, herunder en kritik af især abstrakt modernistisk kunst – en kritik, som vel at mærke sagtens kan oversættes til nutidige forhold og samtidskunst. På en måde går der en ubrudt linie derfra. Det er samme mistro og modvilje, der har boblet under overfladen lige siden – godt hjulpet af de fleste medier som ikke er sene til at bringe det mistroiske perspektiv op, så snart lejligheden byder sig. I virkeligheden bør man jo ikke undre sig over, at ingen danske politikere brander sig på kulturpolitik eller for alvor kæmper for kulturen, når grundstemningen er sådan. Men hvorfor er den det? Det må du have tænkt over en million gange i løbet af de sidste fire år. 

Det er jo et kæmpe paradoks. For når man ser på danskernes kulturvaner, så viser alle undersøgelser, at det er støt stigende. Folk pisker rundt på museerne og kunsthallerne, og skolerne bruger kulturinstitutionerne i større og større omfang. Vi har faktisk – for de midler, som er øremærket til «undersøgende og debatskabende virksomhed», som det hedder i loven – iværksat et forskningsprojekt, som virker meget lovende og måske kan forklare noget af paradokset. Det er Frederik Tygstrup fra Københavns Universitet, som står i spidsen for et forskningsprojekt, der handler om kunst og sociale fællesskaber. Forskningsprojektet skal nu tænkes videre med de øvrige nordiske lande. Tygstrup har blandt andet nogle meget interessante pointer omkring kunsten som forum og om hvordan kunsten er med til at danne os som samfund. Hvor eksempelvis Statens Kunstfonds søsterorgan i Storbritannien, British Arts Council, opererer med en meget individualiseret tilgang til kunstoplevelsen – som handler om jeget og subjektets møde med kunst – så er det Tygstrups pointe, at kunsten i Danmark er fællesskabsdannende. Dér tror jeg, han har fat i noget essentielt. For rigtig mange danskere opfatter kunst som en kollektiv beskæftigelse. De går i teatret sammen. De går på museet sammen. De har læsegrupper. Og har de læst en god bog, så skal de dele det med andre.

Men er dette virkelig særligt for danskere?

Ja faktisk. I museumsforskningen viser det sig, at danskerne er det folkefærd i verden, som sjældnest går på museum alene. Det er altså forbundet med en social oplevelse at opleve kunst. Samtidig er vi opdraget til, at en rigtig kunstoplevelse sker på basis af noget, som ét subjekt udtrykker og et andet subjekt modtager. Men hvis man i stedet fokuserer på, at kunsten ikke kun er noget, man oplever alene, men også er med til at danne sociale fællesskaber, så ser kunstoplevelsen måske anderledes ud.

Skal man forstå det sådan, at hvor man måske i Paris går alene ind på Louvre specifikt for at se kunsten, så har den danske, kollektive oplevelse af kunst den konsekvens, at folk ikke primært opfatter det, som om de har haft en kunstoplevelse, men mere at de først og fremmest hyggede sig sammen med veninden til brunch på museet – og at man derfor glemmer, at man også har haft en kunstoplevelse?

Ja, og man glemmer at uden kunsten er der ingen kunstoplevelse og heller ikke nogen brunch i museumscafeen. Man glemmer simpelt hen «råstoffet», som forfatteren Merete Pryds Helle udtrykte det så flot på vores sidste dialogmøde med politikerne på Christiansborg. Jeg tror, der er noget meget centralt på færde her, som gør at vi må ind og rykke ved den måde, som vi taler om kunst og kunstoplevelse på.

Statens Kunstfond har søsat en oplysningskampagne efter at det blev åbenbart, hvor lidt folkelig opbakning, der er til kunstfonden, herblandt en serie interviews med danske kunstnere, såsom forfatteren Susanne Brøgger.  

Når man kigger på udviklingen inden for de fonde, som støtter kultur i Danmark, så kunne det godt se ud som om, der er en tendens til, at flere af de private fonde er begyndt at kuratere deres midler lidt mere. Altså der bliver flere og flere særpuljer og færre frie midler, der kan søges. Er det også din oplevelse?

Det kan godt være, at fondene er blevet mere strategiske og det er vel også meget fornuftigt. Men det er altså også strategisk at have frie midler. For eksempel er arbejdslegaterne jo direkte råstofproducerende. Enhver virksomhed har en udviklingsafdeling – man skal have et indhold, et produkt. Det er det samme, som kommer ud af arbejdslegaterne og den direkte støtte til kunstproduktionen. Så de frie midler er også udtryk for en strategisk holdning og uddeles også på baggrund af vurderinger, som er ligeså fagligt funderet som alle andre tildelinger.

Samtidig bliver Statens Kunstfond konstant udfordret i forhold til netop den faglige vurdering. Der er jævnligt politikere og debattører, som udfordrer armslængdeprincippet og hele den habilitetsstruktur, som er bygget op omkring Statens Kunstfonds arbejde. Det er som om jeres faglighed altid er lidt til debat. Hvordan kan det være?

Jeg tror, det er fordi kunst i Danmark ikke betragtes som fagområde på samme måde som eksempelvis forskning. Man sætter ikke konstant spørgsmål ved kompetencen i Det Frie Forskningsråd, som uddeler over en milliard kroner årligt. Jeg tror, det er fordi udvalgsmedlemmerne dér har akademiske titler. De er professorer på universitetet og den slags. Vi har ikke samme titler indenfor kunstområdet. Hovedparten af de, som sidder i udvalgene i Statens Kunstfond, er kunstnere og så er der nogen, ligesom mig, der er formidlere. Der er åbenbart ikke nok autoritet i at sige, at man er kunstner – det kan vi alle sammen blive, er ligesom holdningen. Samtidig er det jo faglige vurderinger, vi foretager. Det er ikke eksakt videnskab, men det er der jo også meget forskning, der heller ikke er. Det er vurderinger. Og jeg er sikker på, at der også er fejlvurderinger. Men fordi det ikke er eksakt videnskab, så er det, at armslængden lettere kommer under pres.

Vi diskuterer det især, når politikerne ikke kan lide et specifikt projekt, som har fået penge. Jeg opfordrer dem altid til at byde ind. Det er fint med diskussionen. Den har vi også brug for. Det er bare lidt ærgerligt, hvis de bruger uenigheden til at plædere for en nedskæring af kunststøtten. For jeg er sikker på, at alt det som produceres ikke altid kan se strømlinet og perfekt ud. Det vil altid være eksperimenterende og prøvende, når vi giver penge til samtidskunst. Vi ved ikke hvilke af de 6.700 portioner, vi deler ud til det samlede kunstfelt årligt, som vil stå tilbage om 100 år, men det gør man jo heller ikke med forskning. Hvad angår spørgsmålet om inhabilitet, så kunne jeg nogle gange godt ønske mig, at de som kritiserer Statens Kunstfonds for at agere inhabilt, kunne prøve at være med til sådan et udvalgsmøde. Vi sidder fem udvalgsmedlemmer og 1-2 embedsmænd. Vi forholder os hele tiden til vores kriterier, som vi har nedfældet – alle udvalg har efter påbud fra ombudsmanden defineret kunstnerisk kvalitet for netop deres område. Det forholder vi os nøje til. Så den dér forestilling om, at man møder op og lige giver alle pengene til sin venner kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Hvis der er én, der er inhabil, så er resten af os jo særligt opmærksomme på, at den ansøgning skal vurderes ekstra grundigt. Det handler igen om at få dræbt de myter.    

Har du et godt råd til den næste formand?

Ja, kommunikation. Det gælder om at få engageret og mobiliseret en masse forskellige interessenter i at tale kunsten op. Dem, der sidder i udvalgene er jo udfordret af, at det er utroligt arbejdstungt. Jeg selv læser over 2.000 ansøgninger om året i mit eget fagområde og har et væld af udvalgsopgaver, og dertil kommer så arbejdet som formand. Så det kan være svært at få tid til at løfte blikket og tænke strategisk. Men fra dag 1 må man alligevel sørge for holde linien varm til kulturordførerne og hele tiden udfordre dem på deres billede af, hvad Statens Kunstfond er. For eksempel sørger jeg ofte for at fortælle om arbejdslegaterne. Det er kun 15% af vores midler, der går til dem, men det er altid dem, der er udsat for mest kritik. Jeg synes jo, de er geniale. Vi bør være så stolte af, at vi investerer i talentudvikling på denne måde. Det er så ubureaukratisk og ligetil og meningsfuldt. Jeg ville ønske, at vi kunne bruge mange flere penge på det.

Jacob Jessens tableau Dust Storm Dances – Scripts for a re-play (2017) inkluderede Læsø folkedansere, vindmaskiner og stivnede vandreklitter på Læsø. Del af Khôra – en sommerudstilling om mellemrum i landskabet, kurateret af Nina Wöhlk og Læsø Kunsthal. Støttet af Statens Kunstfond. Foto: Malle Madsen.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!