Kommentar 27.10.17

Fjorten dage der rystede dansk kunstliv

Den 13. oktober, få timer efter at centraliseringsforslaget var blevet de studerende fra Kunstakademiet i København bekendt, kom første banner op på skolens facade ud mod Kongens Nytorv. Foto: Gilbert Gordon.

Fredag den 13. oktober blev det offentligheden bekendt, at Kulturministeriet var undervejs med en rapport, som ville anbefale en national sammenlægning af følgende ti kunstskoler: de tre kunstakademier, de fire konservatorier, Filmskolen, Forfatterskolen og Scenekunstskolen. I går kunne dagbladet Politiken oplyse, at kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance) har valgt at droppe anbefalingen. 

I mellemtiden er gået 14 dage, hvor den danske kunstoffentlighed har været engageret på en måde, som sjældent er set. Jeg forsøger her en langsom gennemspilning fra mit ståsted. For der viste sig faktisk nye takter i dette forløb og måske er der også en del lærdom at hente. Ingen ved endnu, hvor vi ender, men måske dansk billedkunst trods alt faktisk står en lille smule bedre efter disse 14 dage.

Der gik kun få timer efter, at de studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København fik nys om rapportens anbefalinger, før der hang et kæmpe banner over indgangen til Charlottenborg slot, som huser akademiet: «R.I.P. Det Kgl. Danske Kunstakademi 1754-2017» – klar til at hilse den såkaldte kulturnat i København velkommen inklusive de gæster, som skulle ind og se Ovartaci på Kunsthal Charlottenborgs aftenåbning.

I den næste uges tid dage glødede Facebook af rasende studerende fra alle de berørte kunstskoler, iblandet kunstnere, professorer, rektorer, museumsfolk og en lang række andre aktører i feltet. Der indløb også et par skrækscenarier fra både Sverige og Norge, hvor man som bekendt er nået længere med denne type sammenlægninger.

Da det første chok havde lagt sig og den egentlige rapport lå på bordet mandag morgen, begyndte mange at læse. Ret hurtigt blev skytset vendt mod rapportens manglende faglige kvalitet og om hvor lidt sammenhæng, der var mellem argumenter og den radikale anbefaling om at centralisere – i hvert tilfælde set fra et billedkunstmæssigt uddannelsesperspektiv. Flere fra de små uddannelsesinstitutioner (set i forhold til musikkonservatorierne, både hvad angår støttemidler og antal studerende), såsom Forfatterskolen og Kunstakademiet i København, hæftede sig ved at de udfordringer for kunstfeltet, som rapporten opstillede, hovedsageligt angik musikområdet og konservatorieuddannelserne. 

Mandag 16. oktober, på dagen for rapportens offentliggørelse, opsatte studerende for Det Jyske Kunstakademi en banner på skolens facade i Mejlgade i Aarhus. Foto: Luna Lund Jensen.

Jeg vil ikke her gå mere i dybden med selve rapportens argumentation, som er blevet grundigt debatteret de sidste par uger. Dog vil jeg sige, at for én, der ikke læser mange af den slags rapporter, var det var ganske rystende at bevidne, hvordan man argumenterer i et skrift, der udsendes fra et ministerium og som rummer en anbefaling om så vidtrækkende et forslag, som tilfældet var. Man kan ikke lade være med at sende en tanke til de sidste par årtiers omfattende sammenlægninger i skattevæsenet, sundhedsvæsenet, for slet ikke at tale om sammenlægninger og nedskæringer på uddannelsesområdet. Er det virkelig sådan, det går for sig?

Heldigvis synes medierne åbenbart også, at det var en vigtig sag. En række dagblade – deriblandt Politiken, Information og Berlingske – tog fat med artikler, som adspurgte de implicerede på de berørte skoler og også den person, som kulturministeriet havde udpeget til at forestå kommissoriet, Henrik Sveidahl (rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, en af de ti implicerede skoler). Allerede få timer efter at rapportens anbefaling var blevet lækket udtalte Kunstakademiets rektor Sanne Kofod Olsen sig utvetydigt til Politiken: «Jeg er virkelig i oprør. Scenarierne er meget vidtgående i centraliseringen af de kunstneriske uddannelser. Det virker til, at man er i gang med at ofre kernefaglighederne i effektiviseringens navn. Hvis det bliver til virkelighed, vil det få store konsekvenser for kultur- og åndslivet.»

At det ikke kun var i mit eget ekkokammer på de sociale medier, at der blev talt dunder mod rapporten fremgik også af de virkelig tunge spillere, som ret hurtigt kom på banen og som vel at mærke ikke bare indsatte en vred smiley, men som tog sig tid til at understrege, hvor forkert beslutningen var.

En af dem var formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt, som til Magisterbladet meget direkte afviste centraliseringsideen som «en rigtig dårlig idé». Det betyder, heldigvis, stadig noget, at en fagperson som Ohrt, tidligere direktør for Statens Museum for Kunst og varetager af landets vægtigste kunstfond, udtaler: «For en embedsmand i ministeriet vil det sikkert være fantastisk, fordi det er nemt at styre, men det gør bare, at institutionerne kommer længere væk fra roden i uddannelsessystemet og længere væk fra dem, der drejer sig om: eleverne og underviserne på skolerne. […] Der er kæmpe forskel på den faglighed, der ligger i for eksempel rytmisk musik, klassisk musik og billedkunst, der har en unik faglig historie, der går tilbage til 1700-tallet. Det er ikke bare én slags undervisning, man lige kan smække sammen og styre på samme måde.»

Imens indløb protesterne fra de berørte skoler i en lind strøm. Fra rektor for Det Jyske Kunstakademi, Judith Schwarzbart, lød overskriften «Omstrukturering er nødvendig – men billedkunsten kan få ringe kår i ny mega-institution». Schwarzbart benyttede lejligheden til at pege på de ringe eksistensbetingelser, som akademiet lever under som selvejende institution med et årligt driftstilskud på 1 mio. fra staten og knap 2,4 mio. fra Aarhus Kommune. Situationen er desværre ikke ny og det er naturligvis helt åbenlyst, at der må findes en mere holdbar løsning for stedet. Det samme gælder i øvrigt Det Fynske Kunstakademi, som også kæmper for sin overlevelse og har gjort det i mange år.

Banner nummer 2 fra de studerende på Kunstakademiet i København kom op onsdag 18. oktober. Foto: Studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Et andet vægtigt indspil til debatten kom fra en tidligere embedsmand i kulturministeriet Poul Bache, som også var direktør i det som dengang hed Kunststyrelsen (bl.a. efter nedlægningen af det legendariske Center for Dansk Billedkunst) – altså en mand, som må formodes at have læst en del sådanne rapporter i sit liv. I hans indlæg på Facebook lød det: «Der er ikke tvivl om, at de kunstneriske uddannelsesinstitutioner i kraft af deres beskedne størrelse og pressede økonomi er i en vanskelig situation. Men der er noget galt med præmisserne for rapportens anbefalinger. Når disse institutioners vigtigste opgave er at uddanne kunstnere til højeste internationale niveau, giver det ikke mening at kræve af skolerne, at de nyuddannede skal i beskæftigelse. […]At gøre fast arbejde til et succeskriterium er at sænke det høje kunstneriske ambitionsniveau.» 

Netop kunstnernes såkaldte ledighed har været i kulturministeriets fokus det sidste stykke tid og er et af de områder, som ministeren fortsat fremtrækker som et problem – også efter sammenlægningen nu officielt er droppet. Jeg skal ikke her gå dybere ned i det problematiske i at sammenligne et billedkunstnerisk virke med det traditionelle arbejdsmarked (som jeg har skrevet længere om her), men blot fastforwarde til det egentlige spørgsmål, jævnfør Bache ovenfor, og som ligger under det hele: Ønsker vi fortsat et samfund, hvor der uddannes kunstnere på et højt internationalt niveau. Hvis ja, så må man rette skytset det rette sted hen, i stedet for «arbejdsløshed» må man tale om «lønløshed», sådan som kunstneren Kirsten Astrup formulerede det i en af de utallige Facebook-debatter om sagen.

De studerendes banner opsat tirsdag 24. oktober på facaden af Kunstakademiet i København. Foto: Studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Men tilbage til sagens forløb. For faktisk var det allerede mandag aften, den 16. oktober – altså tre dage efter rapportens anbefalinger var blevet lækket og samme dag, som den endelige rapport blev offentligt tilgængelig – at Politiken bragte nyheden om, at hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet ville lægge stemmer til en sådan omstrukturering af kunstuddannelserne, der ifølge kulturordfører fra Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen var udtryk for «centraliseringsmani» . Dermed var der ikke politisk flertal for forslaget.

Det var en kolossal lettelse, men samtidig var der nedsat et kommissorium, som var resulteret i en over 100 sider lang rapport på baggrund af et halvt års uomtvisteligt ret omfattende arbejde, så vi var og er stadig mange, der er usikre på, hvad det næste skridt mon bliver. Det er der stadig ingen der ved.

Hvis man ved første gennemlæsning af rapporten nærmest kunne ønske sig tilbage til dengang tingene blev ordnet over en cigar og en whisky – i stedet for denne form for fake transparence, hvor man fremlægger en rapport, hvis argumenter tydeligvis ikke hænger sammen med det som konkluderes – så var der som dagene skred frem faktisk flere ting at glædes over.

Særligt positivt var det, at ministeren var overraskende meget til stede under hele processen. Allerede inden den endelige rapport var på bordet, to dage efter lækket, begyndte hun at svare på nogle af de mange direkte henvendelser hun fik på Facebook. «Prøv lige at pålægge jer selv den langsommelighed, som jeg tillader mig selv: Læs rapporten. Med åbent sind. Tænk over dens anbefalinger. Kom selv med jeres bud,» skrev hun dagen før dens udgivelse.

Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg – som var en af dem, der tidligt havde reageret på indholdet i den lækkede rapport – tog hende på ordet og vendte tilbage dagen efter: «Nu har jeg læst Sveidahls rapport med forslag om centralisering af de kunstneriske uddannelser. Han foreslår præcis det, der var lækket til dagbladet Politiken, og som vi også uofficielt var blevet varslet om af dine embedsmænd… det var det vi frygtede! Jeg mener stadig, at en stor, tung centraliseret institution vil være katastrofal for dansk kunst. Jeg tror stadig på, at det bedste for kunstakademiet er at forblive en lille fokuseret elite og talentfabrik.» Og ministeren kvitterede for hans kommentarer og forslag.

Kulturminister Mette Bock. Foto: Bjarke Ørsted.

Kulturministeren svarede også de 10 studerende – en for hver impliceret kunstskole som havde deltaget i en fokusgruppe som et led i Henrik Sveidahls analysearbejde – som i et åbent brev til ministeren tog afstand til både processen og rapportens konklusion: «Vi føler os udnyttet til at bekræfte en prædefineret – men til os usagt – tese og herigennem nå en bestemt konklusion.» Ministeren afviste naturligvis blankt antydningen om, at der skulle være tale om bestillingsarbejde, men igen, det at hun overhovedet svarede, var faktisk  opmuntrende og gav ikke mindst håb om, at det nyttede at forholde sig til konstruktivt til sagen.

Netop det at debatten rejste sig fra så mange forskellige kanter, som den faktisk gjorde, var også en anden positiv lærdom af dette forløb. Man må konkludere, at det simpelt hen stadig nytter noget i den politiske verden – også så professionaliseret som den er i dag – at ytre sig og agerer. Altid godt at få lidt desillusion børstet af skuldrene.

For at det ikke skal være løgn, så har denne rapport medført et håb om, at man måske nu kan tale om tingene på en ny måde – ikke mindst fordi det er kommet frem i lyset, at feltet i forvejen er så udmagret, at noget må gøres. Det er faktisk et af de aspekter, som rapporten har helt rigtigt fat i. Som Karsten Ohrt også sagde: «Der er snart ikke nogle professorer tilbage på Det Kongelige Danske Kunstakademi, fordi de hele tiden må skære folk væk» – med henvisning til at man på grund af offentlige besparelse siden 2011 er gået fra 8 til 4 professorskoler. Dertil kommer nedlægninger af fagværksteder med mere.

Samtidig er der kastet sjældent offentligt lys på de kritisable forhold, som Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi eksisterer under – ikke mindst understøttet af en meget direkte melding fra kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) i Politiken i går: «Vi skal løfte kunstuddannelserne i både Aarhus og Odense – ikke kun i København». Den slags udtalelser er altså ikke noget, vi er vant til at læse i aviserne i Danmark, skal jeg lige understrege.

Ej heller er det dagskost at danske politikere lancerer en styrkelse af kulturområdet, som det skete, også i går, da Alternativets kulturordfører Rasmus Nordqvist i netavisen Altinget under overskriften «Drop kulturkannibalismen» udtalte: «Alt for længe er initiativer på kunst- og kulturområdet blevet finansieret ved nedskæringer på andre kunst- og kulturtiltag. Det har været en ubehagelig form for kulturkannibalisme, der spiller genrer, museer og institutioner ud mod hinanden […]. Vi ønsker i stedet at give kunsten og kulturen et substantielt løft […]». Opposition eller ej. Dette er nye toner i en dansk sammenhæng.

Sidstankomne banner opsat på Det Kgl. Danske Kunstakademis facade er fra idag, 14 dage efter nyheden om rapportens anbefaling  kom ud.

Det med kulturkannibalismen er især noget vi må huske på i disse dage, hvor rapporten også har givet nogen anledning til at foreslå, at nogle af midlerne fra kunstakademiet i København burde omfordeles til Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi. Rapportens anbefaling rummede nemlig den yderligere finte, at man ville lægge de to mindre akademier ind under Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og altså også tørre disse institutioners alvorlige økonomiske problemer af på det store akademi, som i forvejen er seriøst ramt af nedskæringer. Her er det vigtigt, at alle holder hovedet koldt.

Det giver helt sikkert god mening for dansk kunstliv at have tre akademier i landet. Det tror jeg de fleste danske billedkunstnere og aktører i øvrigt kan blive enige om kun bidrager til et stærk og mangfoldigt kunstfelt. Der er faktisk også råd til, at have tre velunderstøttede akademier i Danmark, hvis man vil. Danmark er et ekstremt rigt land. Det handler som bekendt om prioriteter. Så lad os nu bruge den yderst sjældne opmærksomhed, som denne rapport faktisk har afstedkommet, til at slå på tromme for en tiltrængt styrkelse af billedkunstfeltet helt generelt. 

Jeg er – i hvert tilfælde i skrivende stund – optimist, også selvom det langt fra endnu er klart, hvad der nu skal ske. Adspurgt om fremtiden for de kunstneriske uddannelser, efter at forslaget var blevet droppet, svarede kulturministeren igår til Politiken: «Jeg kan garantere, at jeg ikke vil tvangsfusionere nogen uddannelsesinstitutioner. Men udfordringer forsvinder ikke af sig selv, og jeg mener, at øget samarbejde mellem institutionerne er en del af løsningen». Noget kommer der til at ske. 

 

  1. Kommentar från Bjarne Toft Sørensen

    Kommentar til: ” —- for slet ikke at tale om sammenlægninger og nedskæringer på uddannelsesområdet. Er det virkelig sådan, det går for sig”?

    De fleste med erfaringer inden for politik og ministerielt arbejde kunne uden tvivl tidligt i forløbet med gennemførslen af folkeskolereformen gennemskue, at den også forudsatte besparelser, og at dette rammesatte overenskomstforhandlingerne for lærerne på en måde, der tilsidesatte princippet om såkaldte frie forhandlinger. Det er altid uheldigt, hvis reformer på et område kædes sammen med besparelser, for i hvilket omfang er reformerne så også et påskud til at finde besparelser?

    Oplagte lighedspunkter er også, at ved såvel folkeskolereformen som gymnasiereformen var størstedelen af de ansatte på uddannelsesinstitutionerne imod reformen og fastholdt, at de som fagpersoner inden for området måtte være dem, som var eksperterne på området.

    Mine erfaringer fra gymnasieområdet er, at 4 ud af 5 lærere (trods bestået pædagogikum) ikke forstod ret meget af den pædagogiske tænkning, der lå bag reformen, og at de opfattede den som et indgreb i deres faglighed. Og som daværende fagkonsulent i filosofi tidligt gjorde opmærksom på i fagbladet Gymnasieskolen, var reformen dømt til at mislykkes, fordi den forudsatte, at undervisere i de forskellige fag kunne redegøre for deres fags teorier og metoder, hvilket ikke var tilfældet.

    Tilsvarende er det uheldigt, hvis forslaget om administrativ centralisering af kunstuddannelserne f.eks. kan give mistanke i retning af ønsker om økonomisk styring (en form for ”finansministeriel” styring) af uddannelserne vedrørende akkreditering, internationalisering, kvalitetssikring og samfundsmæssig relevans i betydningen selvfinansiering og at gøre de studerende til entreprenører.

    På den anden side finder jeg det også uheldigt, hvis de forslag til ændringer på uddannelserne fra ministeriel side, der i de kommende år vil følge med kravene om akkreditering, internationalisering og kvalitetssikring, af mange vil blive opfattet som en provokation, fordi de overskrider traditionelle opfattelser af kunstfaglighed og kernefaglighed.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!