Kurateret af Milena Høgsberg og Alex Hein.



Myths of the Marble – Samtidskunsten og det virtuelle.

Ane Graff, Cayetano Ferrer, Chris Marker, Daria Martin, Florian Meisenberg, Ignas Krunglevičius, Jacolby Satterwhite, Rachel de Joode, Shahryar Nashat, Sondra Perry, Susanne Winterling

Henie Onstad Kunstsenter, Høvikodden
3. februari - 2. april 2017
Kritik 07.02.17

Foran marmorskærmen

Jacolby Satterwhite, En Plein Air: Music of Objective Romance, 2016. Animation og HD video.

Det er næppe tilfældigt, at fænomenet «Post-internet» ikke blev nævnt med et ord på pressevisningen af Myths of the Marble på en lidt for varm vintermorgen på Henie Onstad Kunstsenter. Der kommer et tidspunkt, hvor tidens buzzwords ikke «buzzer» længere. Her er vi nok nået til med udtrykket Post-internet, som mange «indviede» det sidste års tid i bedste Harry Potter-stil (He-who-must-not-be-named) har haft travlt med at tage afstand fra. Ikke mindst de kunstnere, som først blev affilieret med termen og som har nydt godt af rampelyset, er for længst ude over stepperne. Forståeligt nok. Hvem gider være repræsentant for en isme.

Det skal man dog ikke lade sig narre af. Den diskussion, som har forgrenet sig ud i Post-internet-rodnettet – det skærmbaserede digitale liv og hvad deraf følger af refleksioner omkring overflader og hud, identitet og krop, overvågning og selvovervågning, immaterialitet og materialitet – er naturligvis endnu præsent i samtidskunsten. Det er de også i udstillingen på HOK, som bærer undertitlen «Samtidskunsten og det virtuelle».

De to kuratorer Milena Høgsberg (HOK) og Alex Hein (Institute of Contemporary Art, University of Pennsylvania, Philadelphia) har inviteret i alt 11 kunstnere – heraf er der syv pænt store nyproduktioner skabt til sammenhængen, som altså i første omgang er den aktuelle udstilling på HOK og i næste omgang en udstilling på ICA i Pennsylvania.

Selve udstillingen er opbygget som en sekvens af solopræsentationer. Man går fra ét rum til det næste, hvor hvert rum har sin kunstner og hvor omtrent halvdelen af værkerne skal opleves med høretelefoner/V&R-briller på. Det betyder dels, at værkerne ikke overlapper hinanden eller har nogen konkret indbyrdes kontakt; dels at udstillingsforløbet er givet på forhånd.

Shahryar Nashat, Present Sore, 2016 og Chômage Technique, 2016. Foto: Øystein Thorvaldsen / HOK. Foto: Øystein Thorvaldsen / HOK.

Vi starter med Sharyar Nashats pinkoplyste rum i forhallen med videoværket Present Sore (2016), der krydsklipper mellem hud, kød og operationsåbninger og fremsætter spørgsmål om flade, overflade og kroppens protetiske muligheder. Vi slutter med Susanne Winterlings installation Glistening Troubles (2017) i en udstillingssal, som meget passende har udkig til fjorden. Værket handler nemlig om en særlig algetype, dinoflagellater, som lever i vand og som bliver selvlysende, når omgivelserne ændrer sig og derfor eksempelvis kan varsle om global opvarmning.

Et sådant overordnet forløb, fra Nashat til Winterling, kunne umiddelbart anslå en fortælling om objekt/abjekt-relationer fra kroppens til klodens perspektiv. Med lidt god vilje kan man også sige, at det optager nogle af værkerne, såsom Florian Meisenbergs maleriinstallation, som man kan interagere med iført V&R-briller eller Sondra Perrys installation, som rummer en kritik af 3D-teknologien, når et computerspil eksempelvis anvender billeder af rigtige basketballspillere til brug for deres animationer uden at have rettigheder til det. Snarere end en stringent fortælling tjener udstillingsforløbet dog mest af alt til at angive bevægelsesretningen for de besøgende.

Hvad der tilgengæld er stringent i Myths of the Marble er dominansen af ny teknologi; fladskærme, computergenerede animationer og virtual reality – men også simple glasplader og glasmontrer, som understøtter æstetikken. Resultatet er en udstilling præget af en ensartet blank, swipe-venlig taktilitet. Holder man sig til marmor-metaforen, så kan man sige, at der er hovedvægt på marmorens blanke, næsten sfæriske kvalitet, som man ikke kan lade være at røre ved aka mobilens swipende interface: Vi er alle pattebørn med vores smartphones i hånden, som vi kæler for konstant. På samme måde som turister hver dag rager på kunsthistoriens marmorskulpturer, så berømte storetæer og andre attributter kæles til vanskabning i iveren over det lokkende materiale, religiøs og kunsthistorisk aura – også en slags virtualitet med en lang tradition, som vel at mærke også trækker på en anden kvalitet ved marmoren, som sten og materiale, der stort set ikke inkorporeres i Myths of the Marble.

Florian Meisenberg, Of Defective Gods & Lucid Dreams (The Museum is Closed for Renovation), 2017. Foto: Øystein Thorvaldsen / HOK.

Selvom jeg ikke får meget ud af at flytte rundt på 3D-møblerne i Meisenbergs installation iført V&R-briller, så er det oplagt at ny teknologi synes velegnet til at udforske virtualitet. Samtidig er det påfaldende, at en mere fysisk materiel udforskning af det virtuelle er næsten fraværende på udstillingen. En kærkommen undtagelse er her Ane Graffs What Oscillates (2017), en tidstypisk display-skulptur med kobbertråde, aluminium, fiberoptik, bismuth og andre materialer, som ligger bag vor tids blanke skærme. Samme gælder Daria Martins 16 mm-film Soft Materials (2004), som består af optagelser fra et laboratorium, som udvikler robotter, der simulerer menneskelig intelligens. Det sker blandt andet i form af et rørende samspil mellem dansere og mekaniske dukker forbundet af hud, antenner og bevægelse.

Måske det ensidige fokus på marmorens glatte, repræsenterende (skærm)kvalitet, fremfor dens kvalitet som modulérbar sten/materiale, bevirker, at de spørgsmål til det virtuelle, som Myths of the Marble, gerne vil udforske, stort set forbliver synonymt med det digitale og de spørgsmål, der slænger sig i kølvandet på post-internet-diskussionen. Fint med mig. Vi er slet ikke færdige med det endnu og at kuratorerne tilmed har satset på en stor håndfuld omfattende nyproduktioner til formålet er jo en ren fryd.

Jeg har nok lidt på fornemmelsen, at kuratorerne lægger op til en mere specifik udlægning af det virtuelle, som altså ikke åbenbarede sig i udstillingen og kataloget med eventuelt uddybende tekster kommer først til udstillingen i USA. I den forbindelse tillader jeg mig at pege på en reference, som har siddet i baghovedet siden jeg første gang hørte udstillingstitlen; nemlig kunstner og forfatter Amalie Smiths elegante roman Marble (2014), som handler om marmor, infrarødt fotografi, antik polykromi, digitale 3D-modeller, arkaiske statuer og kærlighed. Den har meget muligt intet af skaffe med hverken titel eller udstillingskoncept, men i mangel af udstillingskatalog kan denne fint læses som indføring til «samtidskunsten og det virtuelle».

Ane Graff, What Oscillates, 2017, detalje. Foto: Øystein Thorvaldsen / HOK.

  1. Kommentar från wiki.wizebot.tv

    https://wiki.wizebot.tv/index.php?title=Utilisateur:KyleLascelles

  2. Kommentar från Lynell

    Se branquinho na acúleo compaixão gume desprender conjuntamente, mas ruído com que período comiseração cabeça não foi alcançado. http://0592Xrx.com/comment/html/index.php?page=1&id=142436

  3. Kommentar från wenfangzhenpin.com

    http://www.wenfangzhenpin.com/comment/html/index.php?page=1&id=27570

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!