Aaron Fowler, Adelita Husni-Bey, Josh Kline, Hannah Levy, Candice Lin & Patrick Staff, Matthew Lutz-Kinoy, Gala Porras-Kim

Kurateret af Helga Christoffersen.

 



After the Finish Line

Galleri Susanne Ottesen, København
30. november 2018 - 19. januari 2019
Kritik Artikel på Engelska|07.01.19

Gastro-pornografisk modstand

After the Finish Line, installation view, Galleri Susanne Ottesen, København, 2018. Foto: Stine Heger.

Det er vanskeligt at åbne sit internet i disse tider uden at støde på debatindlæg, der peger på præstationssamfundets skyggesider. Folk, der går ned med stress og depressioner; et arbejdsmarked, der bliver stadig mindre rummeligt; og et overstyret hamsterhjul, der hylder det frie, forbrugende individ, som er hævet over strukturelle begrænsninger. Går man og savner en modgift til dette, så er der hjælp at hente i en appetitlig lille perle af en udstilling på Galleri Susanne Ottesen, der hylder den lavmælte protest.

After the Finish Line – der er kurateret af Helga Christoffersen, som til dagligt er associate curator på New Museum i New York – præsenterer et lille udsnit af den yngre samtidskunstscene i New York og Los Angeles. I titelværket, en glat og lækker video af Adelita Husni-Bey fra 2015, møder vi en række unge sportsudøvere, hvis universitetsstudier er betinget af det scholarship, de har fået gennem deres sportspræstationer. Mens videoen i langsom slowmotion panorerer over deres spændte muskuløse kroppe og det udstyr, der holder deres skader på plads, fortæller atleterne i en form for gruppeterapeutisk session hinanden om, hvor fatale konsekvenser, det har for deres fremtid at være blevet alvorligt skadede.

Josh Kline, 10% Tip (Applebee’s Waitress’ Hand and Foot), 2018, 3D-printede skulpturer i gips. Foto: Stine Heger.

En beslægtet situation finder vi i Josh Klines 10% Tip (Applebee’s Waitress’ Hand and Foot) (2018), der er et skulpturelt og videobaseret portræt af Jenn, en servitrice på den slummede amerikanske fastfoodkæde Applebee’s. I direkte øjenkontakt med kameraet fortæller hun om mindsteløn, tarvelige arbejdsvilkår og om at være på arbejde på den valgnat, hvor amerikanerne valgte Donald Trump som deres næste præsident. På et bakkebord ved siden af ses 3D-printede versioner af genstande, hun er reduceret til: En hurtig fod i arbejdssko, en hånd, der tager imod bestillinger og en række af restaurantens produkter. 

Ud over at give stemme til en ungdom, hvis bevægelsesfrihed synes kraftigt begrænset af politiske, kulturelle eller kropslige strukturer, præsenterer After the Finish Line også en række strategier for stille modstand.

På gulvet står eksempelvis Candice Lin & Patrick Staffs hjemmebyggede Hormonal Fog (2018), der fylder rummet med røg iblandet urter, som efter sigende nedsætter testosteronniveauet, og i bagrummet lurer vi i tre malerier ind i køkkenet hos tre parisiske bistroer, hvor kokkene lader anretningerne stå og hengiver sig til en intim homoerotisk hyrdetime i et sexet rokokoagtigt univers af Matthew Lutz-Kinoy.

Værker af Hannah Levy: Untitled working title Thigh master, 2015; Untitled, 2018. Foto: Stine Heger.

Udstillingen udmærker sig ved at kombinere postinternetgenrens sexede, candyflossfarvede umiddelbarhed med en taktil kropslighed, der har både struktur, duft og smag. Det er ikke Berlinbiennalens skingre, skærmglatte teknikbegejstring, men derimod en blød og omfavnende hule af sex, mad og aggression. Det hele er fint flettet sammen i Hannah Levys skulpturelle videoinstallation, hvor en kvindehånd med lange, velplejede negle flænser en østers skrøbelige kødkrop for at udskille kulturperler fra dens slimhinder. Perlerne drypper med en spinkel lyd ned i en porcelænskål: pling, pling, pling.

Der er noget flabet nonchalant over at iklæde privat-politiske modstandsstrategier denne pirrende og klistrede hinde af gastro-pornografisk vold. Igennem dette fokus peger udstillingen ikke imod en løsning eller fordrer en handling. Som i Gala Porras-Kims One clump of raffia reconstruction fra 2016, der er inspireret af en genstand fra den mexicanske kulturhistorie – en lille struktur i hø – hvis funktion, man fortsat ikke kender. Ud fra denne har Porra-Kims kontrueret en taktil skulpturel form, der både kunne minde om en akitektonisk model og giver associationer til noget kropsligt. Værket tilføjer et nyt narrativt lag til et objekt, der ellers kunne være forsvundet ud af kulturhistoriske museumssamlinger – for i hvilken kontekst skal man placere det, vi ikke ved, hvad er? Dermed illustrerer udstillingen også, hvordan den vigtigste politiske bevægelse lige nu måske netop er den, der ikke orienterer sig imod en bestemt målstreg. Og således forlader jeg Galleri Susanne Ottesen; vred, opstemt – og sulten.

Matthew Lutz-Kinoy, Le Verre Volé, 2018. Akryl og kul på lærred, 250 x 180 cm. Foto: Stine Heger.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!