Daddy Issues

Andreas Führer

Years, København
24. februari - 30. april 2017
Kritik 28.03.17

Generation Jazz og søn

Andreas Führer, Blue is as black as I’ll ever get (Detail I & II), 2017. Two-channel video 42’, 10:00 min. Foto: Søren Aagaard.

Med opblomstringen af den frie jazz i 1960erne vred trompetister og saxofonister sig i utæmmet improvisation ud af de klassiske musikkonventioner. De blev en del af tidens bohemeånd. Nu er den slags jazz mest noget, kultureliten drikker kaffe til, eller som man finder i for eksempel billedkunstner Kai Führers gamle cd-samling, som for tiden er en del af sønnen Andreas Führers første soloudstilling, Daddy Issues. Den vises på det kunstnerdrevne udstillingssted Years i København, som siden 2012 har serveret den ene kække udstilling efter den anden med hovedsageligt unge danske og internationale kunstnere.

Andreas Führer er komponist og musiker men også kendt for en række samarbejder inden for det billedkunstneriske felt. På Years er han ude i et mellemværende med sin far, som gik bort for et år siden. Det bliver dog ikke helt klart, hvilke «issues», der er tale om.

Kai Führer malede modernistiske billeder og udførte et par større udsmykningsopgaver i 1960erne og 1970erne. Eftersigende var han kunstner af bohemetypen, lidt stor i slaget og til poesi, rødvin og cigaretter i gode mængder, og så selvfølgelig jazz. At udstillingen fremstår nærmest tom er derfor et lidt interessant paradoks. I hvert fald er det ikke et forventeligt stort kunstnerego, der masseres frem i rummet som del af fortællingen om et far-søn-forhold.

Andreas Führer, Painting I (Orange was the color of her dress then blue silk, 2016. Installation view, Years, København. Foto: Søren Aagaard.

Værklisten kan man derfor hurtigt gennemgå. Foruden kassen med cd’er og en ghettoblaster hænger fem små skitsebilleder fra et Land art-projekt af Führer senior, der aldrig blev realiseret. Der er en orange murhage, slået ind i væggen, og et videoværk, som fordeler sig over to skærme med nutidige foto-stilleben fra farens hus i Silkeborg. Videoværket er tekstet med brudstykker fra forskellige jazzreferencer og giver indtryk af, at en samtale – omend fragmenteret – finder sted uden for billedernes beskæring.

Udstillingens mest gestikulerende værk, som paradoksalt nok er det, man sidst får øje på, hænger ude i den lille trappeopgang, som fører op til kontorfællesskabet, som udstillingsstedet også består af. Det er et monokromt maleri i varm orange af Andreas Führer – en replika af et af farens billeder. Maleriet hænger, så man fra udstillingslokalet kun kan se hjørnet af lærredets bagside, som om det enten ikke tør, eller ikke vil, være med. Titlen, Orange was the color of her dress then blue silk, er en hilsen til bassisten Charles Mingus – og selvfølgelig til Kai Führer, som gav sine værker poetiske titler med henvisning til jazzmiljøet.

Det lidt undvigende træk ved dette værk er i grunden noget, som karakteriserer udstillingen generelt. Der tegner sig nogle konturer af et forhold mellem far og søn, mellem to kunstnere fra forskellige generationer, men meget mere end det får man sådan set ikke med. Der kaldes i for høj grad på medlæsninger fra publikum. Man fornemmer en forudgående proces af fravalg – forståeligt nok i betragtning af det personlige materiale. Men når ledningerne langs væggen begynder at gøre opmærksomme på sig selv, er der måske strammet for meget.

Det er ærgerligt, for en udstilling som denne kunne snildt have været et interessant indspark i en generationsdebat, der har det med at holde alting op imod de politiske opgør og den utæmmede jazz på Kai Führers tid – hvormed efterkommerne fremstår uden generationskampe. «Daddy issues» som et bredere kulturelt fænomen – som ældre generationers forventninger og snæversyn på de yngre – ligger lige for som en mulig læsning videre ud af Führers udstilling. Men det står, som sagt, lidt for meget på beskuerens egen regning.

Andreas Führer, Blue is as black as I’ll ever get (Detail I), 2017. Two-channel video 42’, 10:00 min. loop.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!