Kurator Toke Lykkeberg. 



Welcome Too Late

Anne De Vries, Eduardo Terrazas, Iain Ball, Katja Novitskova, Marguerite Humeau, Parker Ito, Tue Greenfort

Kunsthal Charlottenborg, København
18. mars - 28. maj 2017
Kritik Artikel på Engelska|24.03.17

Hurtigere, hurtigere!

Fra venstre: Parker Ito, Western Exterminator, 2013-2015; Eduardo Terrazas, Exponential Growth, 2014. Installation view, Welcome Too Late, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Hvad stiller man op som kunstner, når verden accelererer hurtigere og hurtigere, og man konstant synes at være et skridt bagud i forhold til sin egen samtid? I en teknologisk tidsalder, hvor billeder produceres, distribueres og forbruges i en og samme bevægelse, har man så overhovedet et rum til at kunne tale om udviklingen? Denne problemstilling er udgangspunktet for udstillingen Welcome Too Late på Kunsthal Charlottenborg, hvor kurator Toke Lykkeberg har sammensat en udstilling med få værker, men mange postulater.

Ud fra antagelsen om, at nuet bliver stadig mere flygtigt, og dermed vanskeligere at indfange og forholde sig til kunstnerisk, opstiller Lykkeberg begrebet om «det ekskontemporære» – altså, den kunst, der i modsætning til det kontemporære, hæver sig op over øjeblikket og retter fokus imod mere større og mere uhåndgribelige tidsligheder. Det er – som udstillingens vægtekst paradoksalt påpeger – en tendens i tiden, at samtidskunsten zoomer ud og beskæftiger sig med større strømninger, end de helt aktuelle problemstillinger i tiden.

Det er nu ikke værker, der decideret hæver sig over tiden, der er det første, man møder i udstillingen. Amerikanske Parker Ito – som Lykkeberg tidligere har introduceret for et dansk publikum på det hedengangne københavnske udstillingssted IMO – er tværtimod i udpræget grad barn af en accelererende teknologisk udvikling, hvor indhold produceres og forbruges i en rasende fart. I en visuelt meget catchy installation illustrerer han internettets evne til at forbinde og transportere informationer gennem vertikale, pink LED-kæder og en skulpturel reference til Nintendospillet Pesterminator, hvor spilleren febrilsk nedkæmper muterede skadedyr, inden de formerer sig og overtager jorden.

I forgrunden: Parker Ito, Western Exterminator, 2013-2015; dokumentar om Claude Monet, 1915. Installation view, Welcome Too Late, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Itos værk bliver med kuratorisk kækhed sat op imod et lille klip fra en dokumentarfilm om impressionisten Claude Monet (Ceux de chez nous fra 1915, instrueret af Sasha Guitry), der om nogen er blevet gjort til eksponent for «at indfange øjeblikket» i malerisk forstand. Ud over den oplagte forbindelse i, at både Ito og Monet kæmper en tilsyneladende håbløs kamp imod den hastighed, hvormed det eftertragtede øjeblik bliver erstattet af et nyt, så kæmper de tilsyneladende også begge imod invasive arter: Ito imod muterede rotter, og Monet imod åkanderne i søen i Giverny, der efter sigende bredte sig med eksponentiel vækst. At inddrage Monet er funky på den måde, der udløser kuratorpoint, men det er også strategisk smart, fordi Lykkeberg dermed garderer sig imod den ellers oplagte kritik af det ekskontemporære som en ny bølge i samtidskunsten.

Åkandernes eksponentielle fremdrift leder direkte over i en installation af den lidt ældre mexikanske kunstner Eduardo Terrazas, der tager udgangspunkt i udgivelsen Grænser for Vækst. Helt tilbage i 1972 satte forfatterne (Donella H. Meadows, Dennis L. Meadows, Jørgen Randers, og William W. Behrens III) klimakrisen på dagsordenen ved at konkludere, at en fortsat eksponentiel vækst ville være fatal for menneskets og jordens fremtid. I en svimlende smuk, selfie-indbydende installation af spejle og videoskærme illustrerer Terrazas, hvordan man via grafiske afbildninger af videnskabelige udregninger, kan forudse konsekvensen af eksponentiel vækst frem til en vist punkt, hvorefter alting bliver mørkt og uforudsigeligt. Herfra kan alt ske.

Forestillingen om tidens konstante acceleration findes blandt andet hos den franske teoretiker Paul Virilio, der i hovedværket Hastighed og Politik fra 1977 fremlagde ideen om, at det er selve accelerationens indbyggede logik, at den altid er i stigning, og at verdens indretning er en følgevirkning af denne forøgelse af hastighed. Konsekvensen for Virilio, såvel som for Terraza, er, at man uvægerligt vil ende i et slutpunkt, hvor alting vil være allestedsnærværende og samlet i et punkt, og hvor tid og rum derfor vil være sat ud af spil.

Iain Ball, (Rare Earth Sculptures) Terbium, 2015. Foto: Matthias Kolb.

På trods af accelerationen, som driver udviklingen fremad, er der altså fortsat tale om et helt klassisk lineært forløb, der først ved afslutningen af teknologien som vi kender den, ender med at sprænge rammerne for det tidslige. Både accelerationstanken og ideen om kronisk eksponentiel vækst minder på den måde om mere klassiske og religiøse forestillinger om apokalypsen, hvor vi bevæger os stadig hurtigere henimod et historisk punkt, katastrofen, hvorefter verden som vi kender den ophører og eventuelt baner vej for utopien. Det er et interessant træk ved samtiden som sådan, at man tilsyneladende altid, uanset hvor i historien man måtte befinde sig, mener at den altoverskyggende forandring indtræffer netop i denne samtid, trods viden om at alle epoker har deres kulturelle og teknologiske skift, som ofte blot indvarsler et mindre skred i kulturen.

Netop dette behandler Tue Greenfort, hvis installation også tager udgangspunkt i Grænser for Vækst. Ved at sammenstille forsideillustrationer fra forskellige oplag og oversættelser illustrerer han, hvordan forestillingen om eksponentiel vækst netop rummer den dobbelthed, at den både er en dystopi og et forsvar for status quo, men også kan forstås som en progressiv bevægelse frem imod en mere bæredygtig udvikling – altså en ny utopi, frem for en afvikling.

Eduardo Terrazas, Exponential Growth, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Hvor man i udstillingens første del – med Terrazas, Greenfort, Ito og Monet – kæmper en indædt kamp for at indfange nutiden, inden den bliver fortid, føjes de forskellige tids- og rumopfattelser anderledes gnidningsløst sammen igennem resten af Welcome Too Late. Hos Iain Ball krydsklippes der anarkistisk mellem new age, animisme, psytrance, geologi og hypermoderne teknologi ud fra et associativt og æstetisk princip, og ender med en hybrid af et fossil i rave outfit. I visuelt slægtskab er Marguerite Humeau og Katja Novitskova, der i to af de mest afbildede værker fra 2016 trækker fortiden igennem et ormehul ind i en ikke nærmere defineret fremtid.

Novitskovas værk fra Berlinbiennalen lader oksen, det kultiske vækstsymbol, fortære af en ild næret af de fossile brændstoffer, den samme vækst er gjort af, mens Humeaus døende elefant, der tidligere har været udstillet i Paris og Nottingham, leger med tanken om, hvordan man gennem moderne genteknologi kunne fremmane en dyrerace, som kun en tilfældig mutering af gener forhindrede blev en realitet.

Det er så ualmindelig kækt, og meget Lykkeberg’sk, at bygge en hel udstilling om et hjemmekomponeret begreb for derefter at skaffe nogle af tidens mest hypede internationale kunstnere til byen for at underbygge det. Igennem kun syv værker udfolder udstillingen imponerende mange perspektiver af, hvor teknologi, natur og menneske i (u)hellig alliance er ved at tage verden hen, og i forhold til alsidigheden på værkernes indholdsside, foregår det hele i et overraskende homogent visuelt udtryk. Værkæstetikken dyrker et glat, hipt, vestligt og teknologifetichistisk ideal, som måske kan få en til at spekulere over, hvis samtid det egentlig er, der er blevet så svær at indfange?

Fra venstre: Katja Novitskova, Neolithic Potential (fire worship, yellow horns), 2016; Anne de Vries, Forecast, 2011. Installation view, Welcome Too Late, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

  1. Kommentar från Bjarne Toft Sørensen

    Et markant afsluttende udsagn som:”Værkæstetikken dyrker et glat, hipt, vestligt og teknologifetichistisk ideal” overrasker mig. Det er noget, som jeg med markedsførings – briller typisk forbinder med musik- og filmindustri, hvor den økonomiske magt i distributions- og kommunikations leddet får lov at sætte dagsordenen, og hvor innovation får en dominerende indflydelse i produktionsleddet på bekostning af det kunstneriske element.

    At den nævnte tendens er til stede i udstillingen, må jeg dog give Louise Steiwer ret i, men på det punkt adskiller værkerne sig vel ikke væsentligt fra det meste af den øvrige hypede internationale kunst, der præsenteres i byen.

    De fleste af værkerne kan i så fald, på det punkt, siges at demonstrere øjeblikket og ikke kun at hæve sig op over det.

    Det fortæller mig også noget om, hvilken målgruppe hypede internationale værker retter sig mod, og indslaget med Monet får i den sammenhæng en humoristisk effekt.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!