I sidste uge bragte dagbladet Politiken en opinionsmåling, der viste at 37 procent af danskerne helst vil spare på kulturbudgetterne, hvis de skulle vælge mellem en lang række mulige spareområder. Undersøgelsen er et indspark i den debat, der går forud for de kommende finanslovsforhandlinger, og den afstedkom stort set de samme social media-reaktioner blandt kulturfolket, som den slags undersøgelser altid gør: Forundring og afstandtagen til undersøgelsens præmis. Alligevel står det foruroligende klart, at der er stemmer i at ville skære på kulturområdet, og hvad stiller man som kulturinstitution op med det?
For Museet for Samtidskunst i Roskilde kunne undersøgelsen ikke være kommet på et mere aktuelt tidspunkt. Her har man netop åbnet en udstilling, der sætter fokus på en række forhold imellem kunst og værdi under den polemiske titel Sæt pris på kunsten. Titlen skal dels forstås som en helt konkret opfordring til at sætte gang i værdidebatten op til kommunalvalget i november, men er samtidig en påmindelse om, hvor vanskeligt vi har ved overhovedet at adskille værdi fra det monetære: Det ligger simpelthen i sproget, at værdi er noget, man sætter en pris på.
Udstillingens værker falder i to dele. En ikke alt for overbevisende del, der handler om kunstens immaterielle værdi og det klassiske dannelsesbegreb, og en sjov og avantgardepræget del, der på friskfyr-agtig vis diskuterer kunstens økonomiske værdi.
I den første afdeling finder vi blandt andet billedhuggeren Bertel Thorvaldsens (1770-1844) selvportræt parret med forskelligt Thorvaldsen-merchandise (noget porcelæn, et sølvfad og et skrin), der iscenesættes som Danmarks første internationale kunstsuperstjerne og eksponent for det dannelsesideal, som fik offentligheden til at opsøge kunstinstitutionerne for at blive kultiverede borgere. Irriterende nok er der i samme rum placeret en mindre udgave af det selfie-spejl, som Statens Museum for Kunsts marketingsafdeling producerede til Elmgreen & Dragsets udstilling dér for et par år siden – som for lidt hastigt at postulere, at dannelse i dag handler mere om at blive set end at se.
Mere interessant er udstillingens anden del, der trækker kraftigt på den historiske avantgardes bestræbelser på at føre kunsten ud i det almene liv. Her finder vi udstillingens klart sjoveste indspark fra det kunstnerdrevne udstillingssted Toves, der efter et par års stilhed nu har sat hele deres virke til salg. Projektet præsenteres dels i en gigantisk kasse med Toves materielle arkiv – højttalere, lysstofrør, publikationer og en diskolampe – og dels i et salgsprospekt, der præsenterer en kvalitativ analyse af «brandet Toves» og værdisætter hele baduljen til dkk 825.000. Det er både underholdende og voldsomt interessant at dykke ned i fx mediebureauet Bates Y&Rs brandevaluering, der i marketingssprog og tilsat grafer opsummerer mærkets personlighed som «en intuitivt legende og grænseopløsende narcissistisk hippie og kunstpersonlighed.» Skulle man føle sig fristet af den analyse, kan man henvende sig til Christina Wilson Art Advisory, som varetager salget og som efter sigende allerede har flere interesserede købere på hånden.
Der er en del spændende vinkler på kunstens værdisætning på udstillingen, hvor Kirsten Astrup diskuterer kunstarbejderens prekære vilkår i videoen Du er et mønstereksemplar (2016), mens Elmgreen & Dragsets gipsstudie til skulpturen Han (opført 2012 på havnen i Helsingør) taler om, hvad kunsten i det offentlige rum betyder, når offentligheden hader den. Men der er også meget indforstået gimmick i et værk som A Kassens Mirror, der på bedste Damien Hirst-maner undersøger kunstens markedspriser ved at sætte deres egne værker direkte på auktion uden om galleri-systemet.
Det er egentlig meget sigende for hele problemstillingen, at den del af Sæt pris på kunsten, der ironisk-kækt handler om monetær værdi er så meget mere præcis end den, der handler om, hvad det enkelte menneske får ud af at gå på museum. I Henning Christiansens tekstværk fra 1984 skriver han, at «(kunsten) er den eneste forandrende kraft, fordi den er al menneskelig tænkning udtrykt med alle tænkelige midler». P»ræcis lige så floromvundet, som man også idag udtrykker sig, når man ønsker at gøre såvel politikere som den brede befolkning klart, hvor værdifuld kunsten er for vores samfund. Det virker derfor ikke sandsynligt, at Sæt pris på kunsten for alvor kommer til at rykke noget ved det kommunalvalg, der truer i horisonten – men for de allerede indviede er det et sjovt, omend rigeligt bredt, blik på kunstens mangeartede værdisystemer.
