(I)ndependent People, Reykjavík Arts Festival

Reykjavík Arts Festival, Reykjavik
18. maj - 2. september 2012
Kritik 12.06.12

Vi er alle individer

AIM Europe. Foto: Kristinn Svanur Jónsson.

For tredje gang siden 2005 fokuserer Reykjavík Arts Festival særligt på samtidskunsten. Begivenheden er kurateret af Jonatan Habib Engqvist, og dens titel – (I)ndependent People – er en humoristisk reference til Islands bedst kendte forfatter, Halldór Laxness, og dennes mest elskede værk, om end med et særligt twist. Ifølge kuratoren stiller udstillingen spørgsmålet «om og hvordan samarbejde kan være med til at skabe forhandling mellem modstridende tanker og ønsker, men stadig give plads til det uplanlagte.» I et nyligt interview har Engqvist også forklaret hvordan kravet om at samarbejde med den komplekse samling af institutioner, gallerier og kunstnerdrevne steder, som udgør kunstscenens infrastruktur i Island, var med til at skabe konceptet: udstillingens konceptuelle side skulle afspejle den overordnede struktur.

The Icelandic Love Corporation. Foto: Kristinn Svanur Jónsson.

Ideen til udstillingen udsprang oprindeligt ud af et symposium med titlen Alternative North, der fandt sted i 2010. Symposiet var arrangeret af fire institutioner i Reykjavík med støtte fra Nordisk Råd. Det spændte vidt i sin behandling af nordisk samarbejde og alternative rum. Den konklusion, der blev draget, var at den aktive platform for nordisk samarbejde, som havde eksisteret blot ti år tidligere, nu var forsvundet; dette på trods af, at de organisationer og instanser, der havde skabt platformen, stadig findes. Alligevel syntes der at være en fornyet interesse i tanken om en nordisk identitet indenfor kunstfeltet – muligvis på grund af den øgede lethed, hvormed vi nu kommunikerer via teknologi.

Men hvad betyder det «nordiske» overhovedet, udover «politisk samarbejde […], der bygger på fælles værdier og en vilje til at opnå resultater, der bidrager til en dynamisk udvikling og forøgelse af nordiske kompetencer og konkurrenceevne»?  Er det et begreb, der kan bruges til at definere og beskrive en fælles identitet, måske endda en fælles kunstnerisk identitet?

Vi er vant til at tænke på de nordiske lande som en homogen region med en fælles kulturel og sproglig arv. I virkeligheden er området ganske påfaldende heterogent i sproglig forstand. Det rummer tre helt forskellige sproggrupper fordelt på otte sprog og talrige dialekter. Adskillige sprog herudover – heriblandt roma, yiddish og det nordiske tegnsprog – har officiel status som minoritetssprog. Yderligere tohundrede sprog er hovedsprog for nordiske borgere som følge af immigrationen. Borgerne i de nordiske lande lever vidt forskellige liv i vidt forskellige miljøer fordelt ud over et enormt område. Det, der forener dem, er forskelle. Når man betragter Alternative North med denne grad af kulturel og lingvistik diversitet i tankerne antager begrebet «alternativ» en helt ny betydning: det alternative kan endda være umuligt at skelne fra mainstream. Og det synes klart at denne kulturelle diversitet, og den uundgåelige medfølgende friktion rummer et potentiale i forhold til samarbejder.

Awareness Muscle Team. Foto: Edda K. Sigurjónsdóttir.

Ifølge Engqvist er udstillingens koncept delvist influeret af den islandske kunstscene. Og den islandske kunsts historie er da også en historie, der handler meget om kunstnerinitiativer.  Selv Nationalgalleriet, der blev grundlagt i 1884, fik ikke sit eget hjem før 1987. Det er et ofte overset historisk faktum at Nationalgalleriets byggefond blev etableret i 1959 takket være en donation fra kunstneren Jóhannes Kjarval. Faktisk har kunstnere bygget eller på anden vis taget initiativ til en række af Islands museer og gallerier.  Hvor de ikke har bygget konkrete rum har de været involveret i at skabe rum for kunsten på andre måder. Eksistensen af SÚM, Sudurgata 7, Living Art Museum, Mob Shop, Gula Húsid, og Kling & Bang er blot nogle eksempler, der viser den lange og rige tradition for kunstnerinitiativer i Island; initiativer, der i det store og hele ikke er finansieret af offentlige eller private instanser. Denne historie er i færd med at blive dokumenteret af Living Art Museum, der med et ganske genialt kuratorisk greb har installeret et arkiv i Nationalgalleriet og vil være tilstede der gennem hele udstillingsperioden.  En anden meget informativ gestus er Galleri Box’ samling af interviews med kunstnere, der har drevet udstillingssteder i Göteborg mellem 1950 and 2010. AIM Europe følger udviklingen af Supermarket Stockholm Independent Art Fair og kortlægger det netværk af kollektiver, som messen består af, i form af en morsom installation med dukker og tøjdyr. Der bygges bro mellem det historiske indhold, som man finder i bidragene fra Box og Living Art Museum, og aktuelle kunstnerinitiativer.

Kolbeinn Hugi, It Came from the Return to the Blue Lagoon. 5600 l Blue Lagoon-vand, 2 mænd, 13 kasser varme Slots Pilsner, maske. Foto: Sirra Sigrún Sigurðardóttir.

I Nationalgalleriets formidlingsrum i kælderen har Awareness Muscle Team arrangeret udstyr, der kan bruges til at træne «bevidsthedsmusklen» –  vigtigt væv, som skal trænes hver dag. Teamet stod også bag udstillingens pressekonference, som fandt sted i spaen Blue Lagoon og bestod blandt andet i at kritikere og kunstnere «dansede» sammen i vandet alt imens de diskuterede meningen med samarbejde.  Manden bag Awareness Muscle Team er Thierry Geoffroy, også kendt som Colonel, hvis formater – såsom Emergency Room og Critical Run – handler om at stimulere deltagernes kritiske sans gennem humor; ikke ulig fortidens hofnarre, der var de eneste, der kunne slippe af sted med at kritisere magthaverne.

(I)ndependent Peoples betoning af samarbejde manifesterer sig delvist gennem kravet om, at deltagerne skal arbejde i teams og «give afkald på deres subjektivitet eller midlertidigt komme den i parenteser». Jeg er ikke den første, der peger på, at kuratoren ikke selv indgår i et samarbejde eller på anden vis kortvarigt giver afkald på sin subjektivitet. Tværtimod gennemtvinger han sit overordnede princip i varierende grad gennem hele udstillingen, ikke mindst i sine forhandlinger med et af de uafhængige projekter, hvor han insisterer på, at alle, der har bidraget til værkets udførelse, skal nævnes som medskabere – uanset hvad deres bidrag måtte bestå i. Spørgsmålet er, hvorvidt en regel som denne behøver at blive konsekvent gennemført for at kunne opnå sit erklærede mål om at afsløre kunstverdenens optagethed af kunstens individuelle ophav. Eller udsætter Engqvist sig bevidst for kritik ved at gøre sig selv til en undtagelse fra den overordnede regel for at gøre en pointe klar?

Kolbeinn Hugi, It Came from the Return to the Blue Lagoon. 5600 l Blue Lagoon-vand, 2 mænd, 13 kasser varme Slots Pilsner, maske. Foto: Sirra Sigrún Sigurðardóttir.

Ikke desto mindre ser jeg individer, der bekræfter deres subjektivitet overalt i (I)ndependent People. Er det trods alt ikke både uundgåeligt og ønskværdigt at have en vis grad af divergens fra programmet? Endemi er et udstillingsrum i form af et magasin om samtidskunsten i Island, med særlig fokus på bidrag fra kvindelige kunstnere. Det drives af en gruppe kunstnere på kollektiv og frivillig basis. Der afholdes en udstilling i forbindelse med udgivelsen af hvert nummer. Ved åbningen af Endemis Offors, der fandt sted hos Icelandic Sculpture Association, stjal Kolbeinn Hugi al opmærksomheden med sin performance It Came from the Return to the Blue Lagoon, der inkluderede en oppustelig og mobil Blue Lagoon, varme dåseøl og livemusik. Kolbeinn Hugi er en kunstner, som ofte samarbejder med andre kunstnere og har en sund skepsis overfor kunstverdenens regler, hvad enten det er offentligt eller privat finansieret, og hans subversive aktion på dagen var et positivt bekræftende udtryk for individualitet. Højdepunktet indtraf efter sigende på det tidspunkt, hvor kunstneren fik selskab i poolen af en mand, der netop havde gennemgået et voldsomt parforholdsbrud og som derfor havde brug for vandets og øllets helbredende egenskaber.

Elin Strand Ruin & The New Beauty Council, Knitting House. Foto: Kristinn Svanur Jónsson.

Bortset fra den forbigående undertrykkelse af den individuelle subjektivitet, som jeg finder problematisk i sin udførelse, er (I)ndependent People en nøje udtænkt og omhyggeligt udført udstilling, der opnår en fin balance mellem de mange sammenstillinger af forskelligartede rum, koncepter og mennesker. Hvis installationen på Nationalgalleriet kan siges at anslå den konceptuelle ramme for udstillingen, så viser installationen på Reykjavík Art Museum tydeligt den store variation i kunstneriske indfaldsvinkler og kreative processer, der kan opstå i samarbejder: Icelandic Love Corporation, der arbejder sammen permanent; Steingrimur Eyfjörd & Ulrika Sparre, der slog deres kræfter sammen i The Leyline Project; Elin Strand Ruin & the New Beauty Council, der arbejdede med studerende på Iceland Academy of the Arts og en række strikkeklubber o.l. om at udarbejde deres Knitting House; Hlynur Hallsson & Jóna Hlíf Halldórsdóttir, hvis inkluderende praksis i TALK er påvirket af Dieter Roth’s Zeitschrift für alles.

Lidt længere nede af gaden fra Reykjavik Art Museum finder vi Icelandic Art Center, hvor fire kunstnere, der til denne lejlighed præsenterer sig selv som M.E.E.H. (Magnús Sigurdarson, Elin Wikström, Erla S. Haraldsdóttir, Haraldur Jónsson), midlertidigt har etableret sig. Her deler de en særlig samarbejdsform med festivalens gæster. Deres greb, som de har udviklet gennem en række måneder, går under titlen Difficulty of Freedom/Freedom of Difficulty. I stedet for at fremvise de visuelle resultater af deres samarbejde involverer kunstnerne de besøgende i en proces med fast struktur og klart definerede regler. Inden for disse rammer har man fuldstændig handlefrihed. Jeg gik bort derfra med opgave nr. 7, som jeg stadig ikke har udført. Individer har deres særlige tilbøjeligheder og luner, selv i nøje kontrollerede eksperimenter.

Oversat af René Lauritsen. Article in English.

Steingrimur Eyfjörd & Ulrika Sparre, The Leyline Project. Foto: Edda K. Sigurjónsdóttir.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!