Artikel 09.10.18

Et år med metoo på kunstakademierne

Trappen foran Kunsthøgskolen i Oslo få dage før skolestart 2018. Foto: Kunstkritikk.

Få dage før årets skolestart blev trappen foran Kunsthøgskolen i Oslo beklædt med hvide papirbogstaver. Trin for trin dannede de sætninger såsom «Welcome to a top institution piling up with reports» eller «Where a professor got away with sexual harassment for a decade». Afsenderen var anonym, men at det handlede om skolens aktuelle sager om seksuel chikane stod derimod klart i sensommersolen.

Det er et år siden, at #MeToo spredte sig som en steppebrand på de sociale medier og voksede til en global bevægelse med lokale varianter, med og uden hashtag – en bevægelse, der først og fremmest har sat køn og sexchikane på dagsordenen, men som også har bidraget til en bredere bevidsthed omkring dybtliggende og problematiske magtstrukturer i samfundet.

Det begyndte som bekendt med en artikel i New York Times den 5. oktober sidste år, hvor den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein blev anklaget for seksuelle overgreb og chikane mod kvinder igennem tre årtier. Nyheden fik den italienske skuespiller Alyssa Milano til at tweete #MeToo med en opfordring til alle om at dele, hvis man havde været udsat for sexchikane. Hermed var det berømte hashtag født – eller genfødt, for med til historien hører, at det var den afroamerikanske menneskerettighedsaktivist, Tarana Burke, som for første gang, for mere end ti år siden, begyndte at bruge udtrykket «metoo».

Siden da er anklager om sexchikane udøvet af hovedsageligt hvide, mandlige ledere og kulturpersonligheder blevet fremlagt i medierne i tonsvis. Inden for kunstverdenen førte det til, at Artforums forlægger Knight Landesman trak sig fra sin post gennem 30 år, mens den internationale kunstverden reagerede med et åbent brev underskrevet af 1800 kvinder og ikke-binære personer med rubrikken #NotSurprised.

Også på den skandinaviske kunstscene har metoo haft mærkbar effekt. Vidnesbyrd om krænkende adfærd er blevet delt og spotlyset ramte især kunstakademierne, der med traditionen for et studiemiljø baseret på nære relationer mellem undervisere og studerende, fremstår som særligt udsatte for magtmisbrug. Det er en kendsgerning, der med metoo har ført til et år med opråb, adskillige debatter om skolernes ansvar, organisatorisk selvransagelse, konkrete sager om seksuel chikane, men også med frygten for et metoo–backlash.

Metoo på svensk

Overraskende var det ikke, at det var aktører fra den svenske kunstscene, som indledte det første metoo-opråb på det skandinaviske kunstfelt. Sverige er, ifølge Googles statistikker, det land, hvor interessen for metoo har været størst – i verden.

Sofia Curman, chefredaktør for Konstnären. Foto: Nils Andersson.

Den 5. december sidste år kunne Kunstkritikk og en række andre medier bringe en protestskrivelse underskrevet af 1625 kvinder, ikke-binære og transpersoner fra den svenske kunstscene. Skrivelsen gik under rubrikken #konstnärligfrihet og inkluderede en liste med krav og vidnesbyrd om sexistisk magtudøvelse og overgreb.

Men selvom #konstnärligfrihet var den første samlede aktion af sin slags, kom opråbet sent i forhold til at få bred pressebevågenhed, siger Sofia Curman, chefredaktør for Konstnären (fagtidsskrift, som udgives af Konstnärernas Riksorganisation) til Kunstkritikk:

– Konstnärernas upprop kom i mediemått mätt alldeles för sent i metoo-vågen för att fåett brett genomslag. För de stora medierna hade det inget nyhetsvärde och det fanns en tydlig mättnad på branschupprop. Men jag tror att det var bra för konstnärerna att #konstnärligfrihet inte slog ner brett på samma chockartade sätt som de första metoo-uppropen. Det var tydligt att det funnits tid till eftertanke och att avsändarna inte var ute efter att peka ut enskilda individer utan avtäcka och förändra strukturer.

Curman var moderator ved det første offentlige debatarrangement på Moderna Museet i december sidste år, som handlede om institutionernes ansvar. Både som moderator og som redaktør har hun set det som sin opgave at forankre samtalen omkring de strukturelle problemer:

– Framför allt har Konstnären i sin rapportering konsekvent försökt lyfta hur maktmissbruk är kopplat till de ekonomiska villkoren och vänskapspolitiken inom konstvärlden.

«Fucking cunt»

I kølvandet på #konstnärligfrihet blev der afholdt en stribe debatarrangementer på de svenske kunstinstitutioner, fra Södertälje Konsthall til Norrköpings Konstmuseum og Göteborgs Konsthall. Det blev en fortløbende samtale som på sin vis kulminerede den 21. marts med en paneldebat på Bonniers Konsthall om magtmisbrug på de kunstneriske uddannelser.

Parallelt med dette arrangement udkom Konstnären med en omfattende reportage af kulturjournalist Karolina Modig om chikane på kunstskolerne. I artiklen, som er tilgængelig online på svensk, kan man læse flere, både rørende og ubehagelige vidnesbyrd om seksuel chikane, beretninger om psykisk terror på Konstfack og om kvindelige studerende, der er blevet kaldt for «fucking cunt» af en professor på Kungl. Konsthögskolan eller Mejan, som akademiet populært kaldes.

Den første metoo-debat i svensk kunstliv fandt sted på Moderna Museet i Stockholm. Maria Lantz, rektor for Konstfack; Isabella Nilsson, permanent sekretær for Konstakademin; samt Sara Arrhenius, rektor for Kungliga Konsthögskolan.

Adspurgt om, hvad metoo har betydet for den organisatoriske selvransagelse på Kungl. Konsthögskolan, udtaler rektor Sara Arrhenius til Kunstkritikk:

– Det var omskakande att ta del av de vittnesmål som berörde både skolan och konstutbildningar i stort. Jag var ny som rektor när diskussionen kring metoo satte igång og för mig blev det en viktig väckarklocka och drivkraft i ett större förändringsarbete jag har drivit på skolan. Vi har förändrat vår organisation för att få mer tydlighet och transparens och motverka informella beslutsgångar. Vi har också drivit ett mer systematiskt arbete vad gäller psykosocial arbetsmiljö och skapat system för det. Sedan tror jag det är viktigt att studenterna vet vart man ska vända sig om man upplever sig utsatt för kränkande behandling. Vi har tillsatt en studentombudsman som ska finnas för att stötta studenterna i olika frågor.

Også på Konstfack har de mange historier om magtmisbrug og krænkende adfærd på kunstskolerne givet anledning til indgående selvrefleksion. Rektor Maria Lantz skriver i en mail til Kunstkritikk:

– Jag är otroligt imponerad över generositeten och modet i berättelserna som konstvärldens Metoo visade. Samtidigt var det utmanande för mig som rektor att agera: Många berättelser låg långt tillbaka i tiden och i vissa fall avkrävdes jag som rektor nu ansvar också för det som hänt då. Tonen som i början var nyanserad, öppen og förtroendefull blev hårdare og debatten på Moderna Museet i december satte oss som rektorer på de åtalades bänk. Ändå var det just dessa utmaningar – frågor kopplade till levda erfarenheter – som gav mig en rad exempel som kunde stämmas av mot våra regelverk. Vi gick till botten med något fall rörande härskartekniker som låg flera år tillbaka på Konstfack.

Hverken på Kungl. Konsthöckskolan eller Konstfack har der i årets løb været metoo-relaterede sager, som har resulteret i afskedigelse af ansatte eller udelukkelse af studerende fra studierne. En chef på Konstfack er blevet anklaget for seksuel chikane, men er sluppet med en varsel. Lantz uddyber:

– Både arbetsrätten och rätten att studera är stark i Sverige; vi varken kan eller vill stänga av eller avskeda utan vidare.Vi följer lagar och förordningar och värnar samtidigt respekt, integritet och möjlighet att till stöd för alla inblandade.

Sagerne på KunsthØgskolen i Oslo

På Kunsthøgskolen i Oslo (KHiO) fik metoo mere dramatiske følger, da Kunnskapsdepartementet (svarer til det danske Uddannelsesministeriet og det svenske Utbildningsdepartementet) kort før jul modtog anonyme varsler om seksuel chikane på skolen. Varslerne resulterede i tre sager, hvoraf en var af så alvorlig karakter, at den pågældende underviser er blevet afskediget. Hvad gælder de to øvrige sager, har en underviser sagt sin stilling op, mens der i den sidste sag ikke fandtes materiale nok til at understøtte anklagen.

Stine Hebert, dekan på Kunstakademiet, KhiO. Foto: Kunsthøgskolen i Oslo.

Selvom der er tale om personalesager, som er underlagt anonymitet og tavshedspligt, har situationen på KHiO været udsat for massiv mediedækning. En del af årsagen skal formentligt findes i den transparens, der er i Norge og som er bygget op omkring et varselssystem, reguleret i arbejdsmiljøloven, som er med til at sikre, at der bliver sagt fra, hvis der sker brud på regler eller etiske retningslinjer. Allerede den 5. januar lå de interne skrivelser om sagerne derfor offentligt tilgængeligt på skolens hjemmeside.

I sommer har ledelsen på KHiO imidlertid modtaget nye varsler. Rektor og styreleder Jørn Mortensen bekræfter i en mail til Kunstkritikk, at man arbejder med to varsler, hvoraf én er metoo-relateret. Ambitionen er at afklare sagerne snarest.

Med nyheden om de nye varsler, frygter dekan på Kunstakademiet (en af seks afdelinger på Kunsthøgskolen i Oslo) Stine Hebert for et metoo-backlash:

– Der er ingen tvivl om, at det har været et hårdt forløb for skolen og der er en risiko for, at nogen vil synes, at metoo er gået for vidt. Men det værste, der kan ske nu, er, at de studerende eller ansatte begynder at hetze mod hinanden og at der opstår polarisering. Det er en vanskelig tid for os alle sammen og det er ikke enkelt at genopbygge tilliden og finde vejen fremad. På Kunstakademiet organiserer vi et arrangement i november som et led i, hvad der forhåbentligt kan bidrage til en helende proces, hvor vi diskuterer, hvordan man kan finde en stemme og italesætte og synliggøre diskriminering indenfor et institutionelt miljø – ikke kun hvad angår seksuel «trakassering», som det hedder på norsk, men magtmisbrug i bredere forstand der også tager højde for intersektionelle spørgsmål. 

Hebert understreger vigtigheden af at værne om det studiemiljø, der er på kunstuddannelser, samtidig med at man ser i øjnene, at magtmisbrug potentielt enklere og mere usynligt kan foregå i en sådan tillidsbaseret og mere personligt forankret undervisningskultur. Hun uddyber:

– En ting er at skabe klare rutiner for, hvordan studerende kan sige fra, hvis de oplever problematiske forhold. Noget andet er, hvordan vi proaktivt arbejder på at undgå, at sådanne forhold faktisk udspiller sig. Den seneste tid har vist os alle, at der er strukturelle udfordringer, vi kontinuerligt må diskutere og arbejde på at forbedre – parallelt med at sætte fokus på underviserrollen og sikre, at fagligheden på det pædagogiske felt også anerkendes og videreudvikles i vores daglige arbejde på akademierne.

Feministisk plakatudstilling

Sagerne på KHiO har fyldt meget i den offentlige debat om metoo i den norske kunstverden og den første samlede aktion fra feltet fandt da også sted på Kunstakademiet i Oslo.

I slutningen af januar blev et open call annonceret; en invitation til kunstnere og kunststuderende om at deltage i gruppeudstillingen Between the lines, hvor det fælles værkformat skulle være plakaten efter inspiration fra det engelske See Red-kollektivs feministiske plakater fra 70erne og 80erne.

Et udvalg af plakaterne fremstillet til den aktivistiske gruppeudstilling Between the Lines. Foto: Ina Hagen.

Bag initiativet stod en arbejdsgruppe – bestående af billedkunstnerne Hanan Benammar, Liv Bugge, Ane Graff, Marianne Heier samt dekan Stine Hebert – som akademiet havde nedsat med henblik på at styrke bevidstheden om problematiske magtforhold på de kunstneriske uddannelser og i samfundet i det hele taget. 118 kunstnere bidrog med værker til udstillingen, der åbnede for fulde huse i Resepsjonsgalleriet på KHiO den 10. februar.

 – Det var det første prosjektet som tok tak i metoo-problematikken og vi i gruppen hadde håpet vårt prosjekt ville blitt del av et større skred av aksjoner, markeringer og utstillinger som omhandlet metoo; men hvis man ser bort fra at utstillingen har reist til blant annet Kvinnemuseet i Kongsvinger, så har det ikke skjedd så mye videre. Allikevel tenker jeg at det var viktig å markere hvor vi står i forhold til maktmisbruk i kunstfeltet og at mye kan skje fremdeles, fortæller Ane Graff.

Graff var også blandt initiativtagerne til en indsamling af historier om chikane og magtmisbrug på kunstskolerne i Norge under rubrikken #Metoo – Art Education Norway og var på den baggrund inviteret med i panelet på første udgave af Kunstkritikks nye debatserie, Kunstkritikk Live, på Nationalmuseet i Oslo den 22. marts.

Selvom der, som Graff påpeger det, ikke har været en bølge af initiativer på den norske kunstscene siden, er metoo ikke synet hen. Senest er et nyt opråb med overskriften «Nei til maktmisbruk i kunstfeltet!» blevet trykt i fagbladet Billedkunst (udgives af Norske Billedkunstnere) og Balansekunst (forening af 60 kunst- og kulturorganisatoner, der arbejder for ligestilling i kulturlivet) har en ansøgning inde hos Kulturdepartementet om to millioner norske kroner til konkrete tiltag mod seksuel chikane.

Kunstkritikk Live på Nasjonalmuseet i Oslo. Wencke Mühleisen, Snövit Snow Hedstierna og Ane Graff. Foto: Annar Bjørkli / Nasjonalmuseet.

Og så er der «Ytringstrappen», som værket med de hvide papirbogstaver på trappen foran KHiO er blevet døbt i offentligheden. Studerende på Kunstkademiet i Oslo og leder af Studentunionen, Karin Keisu fortæller til Kunstkritikk:

– Ytringstrappen väckte en del starka åsikter i början: till exempel var det några studenter som var kritiska till innehållet och som även sa att de tyckte att metoo gått för långt. Andra uttryckte stort medhåll och engagemang. Rektorn tog meddelandet på allvar och kritiken diskuterades på ett möte, men samtidigt beslöt dom att ta bort texten efter tre dagar, precis inför terminsinvigningen som hölls där på trapporna, någonting som ifrågasattes av studenter.

Keisu er dog ikke i tvivl om, at selvom trappeværket fik kort levetid, har aktionen været betydningsfuld:

 – Det verkar som att meddelandet i trappan skapade debatt, och fungerade som en påminnelse om att det är viktigt att prata om maktstrukturer i samhället och på KHiO.

Underviser fratrådt Det Kgl. Danske Kunstakademi

Vender man blikket mod det skandinaviske syd, har den offentlige samtale om metoo i dansk kunstliv været noget langsommere, mere mudret og præget af manglende organisering og deltagelse på et institutionelt plan.

Det Kgl. Danske Kunstakademi har der været en sag med karakter af sexchikane. Sagen bliver af de studerende kædet sammen med en undervisers pludselige fratrædelse i slutningen af maj. Det kunne Dagladet Politiken offentliggøre d. 24. juni efter at have set en lækket mail, som en gruppe studerende har sendt ud på skolen, hvori de opfordrer til en åben snak på hele institutionen om magtmisbrug og krænkelse. 

Mads Hyldgaard Nielsen, studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.

I artiklen fremgår det, at de studerende stiller sig kritiske over for måden, hvorpå sagen er blevet forvaltet af skolens ledelse. De kræver mere handling og ønsker at få sagen om den pågældende underviser yderligere belyst. Daværende rektor, Sanne Kofod Olsen, forklarer til Politiken, at hun ikke ønsker at uddybe fratrædelsen, da der er tale om en personalesag, og at hun kun kunne have gjort mere, hvis de krænkede studerende var stået frem med navn.

At seksuel chikane finder sted på de kunstneriske uddannelser i Danmark blev også en smule tydeligere med den anonyme spørgeskemaundersøgelse, som onlineformidlingsplatformen I DO ART igangsatte i december 2017. I alt 73 personer deltog i undersøgelsen, hvoraf 35 svarede, at de selv havde oplevet at blive krænkede – hovedparten i forbindelse med et uddannelsesforløb.

Den beskedne deltagelse sagde selvsagt ikke meget om omfanget, men undersøgelsen blev alligevel fremlagt ved det debatarrangement på Overgaden Institut for Samtidskunst den 21. februar, som Billedkunstnernes Forbund arrangerede i samarbejde med I DO ART, og som mange håbede skulle blive starten på en længe ventet samtale om metoo i dansk kunstliv. Fremmødet var pænt og det blev en nærmest opstemt aften på Overgaden, hvor de tre inviterede fra #konstnärligfrihet opfordrede de danske medsøstre til at begynde at organisere sig – en opfordring der blev taget alvorligt. Billedkunstner Bettina Camilla Vestergaard, som var blandt paneldeltagerne, fortæller til Kunstkritikk:

– Efter debatmødet på Overgaden besluttede vi at mødes for at fortsætte samtalen. Blandt andet er vi nogen, der lige nu arbejder med en spørgeskemaundersøgelse om sexisme, diskrimination og overgreb blandt kunstarbejdere i Danmark. Undersøgelsen er støttet af Billedkunstnernes Forbunds Opretshavsfond og forventes at udkomme i løbet af efteråret.»

Plakaten, der er sat op på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.

Blandt aftenens talere var også studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Mads Hyldgaard Nielsen som repræsentant for den arbejdsgruppe, der i december blev nedsat af skolen for at udarbejde en udvidet chikanepolitik. Den blev præsenteret for de studerende og ansatte ved skolestarten i sidste uge, fortæller Hyldgaard til Kunstkritkk:

 – Vi har lavet visuelt materiale i skikkelse af plakater, der hænger rundt omkring på skolen og foldere, som er blevet delt ud og så har vi inden længe et seminar internt på skolen med oplæg om sexchikane og herskerteknikker. Men et seminar alene ændrer ikke ved en kultur – det er vigtigt, at adfærdspolitikken bliver set og brugt og at der bliver skabt råderum til at implementere den i dagligdagen.

Adspurgt om, hvilken indvirking metoo har haft på Det Kgl. Danske Kunstakademi, udtaler konstitueret rektor Henriette Heise til Kunstkritikk:

– Metoo har accelereret nogle interne processer og tydeliggjort vigtigheden af, at kunstakademiet som institution hele tiden arbejder med at skabe et miljø, hvor der kan tales åbent om, hvordan man forebygger chikane og krænkende adfærd og hvad man for eksempel skal gøre, hvis man har været udsat for eller overværet chikane på institutionen. Det har medført mange diskussioner blandt os undervisere om, hvordan vi arbejder for et godt studiemiljø. Det har også medført nogle diskussioner af mere strukturel karakter – er akademiet struktureret på den bedst mulige måde eller kunne det tænkes anderledes?

En bevidsthedsrevolution

Hvor står vi så nu, efter et år med metoo? Opråbene er stilnet af og pressen er mange steder beskæftiget med etisk selvransagelse i forhold til de mange vidnesbyrd om enkeltpersoner, der er blevet delt og som i nogle tilfælde har fået fatale konsekvenser.

Nogen vil mene, at det hele er gået for langt, andre at det kun lige er begyndt. I sit mailsvar til Kunstkritikk formulerer Sofia Curman om ikke andet et bud, som man kan håbe på, vil være sandt, når man om 10 år gør status og kan se følgerne mere tydeligt:

– Metoo var framförallt en medvetenhetens revolution, det som hände avtäckte en verklighet som många tidigare bekvämt kunnat blunda för. Jag tror att det är omöjligt att gå tillbaka till ett omedvetet stadium.»

Ytringstrappen på KHiO. Foto: Kunstkritikk.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!