Lars Bang Larsen

Moderna Museet Stockholm, Stockholm
Nyhet 22.08.17

Ryktbar dansk curator till Moderna Museet

Sture Johannesson, Turn on the Institutions, 1967.

Sällan har en rekrytering känts så självklar, men ändå oväntad. Det är den danske curatorn och konsthistorikern Lars Bang Larsen som i höst blir intendent på Moderna Museet i Stockholm. Självklar, eftersom Bang Larsen har ägnat en stor del av sitt professionella liv åt den experimentella, svenska konsten från 1960-talet, där ju Moderna Museet intar en central position. Oväntad, eftersom det inte hör till vanligheterna att svenska konstmuseer rekryterar internationellt ryktbara curatorer som intendenter.

I det här fallet handlar det dessutom om en ovanlig anställningsform, då Bang Larsen blir adjungerad intendent. I praktiken betyder det att han kommer att arbeta halvtid på Moderna Museet under de närmaste tre åren. Under denna tid kommer han att göra utställningar, arbeta med samlingen och bidra till programverksamheten. Till de planerade projekten hör en större tematisk utställning om konst och teknologi, hösten 2019, liksom en bok om museets utställningshistoria, med Bang Larsen som curator respektive redaktör.

Parallellt med uppdraget på Moderna Museet kommer Bang Larsen dessutom att arbeta på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm, där han ska vara med och bygga upp en ny teoriundervisning. Tillsammans med Kunstkritikks förre redaktör Kim West och curatorn Stefanie Hessler kommer han att driva projektet Rutiga golvet, som ska kombinera undervisning i konstteori med produktion av publikationer och utställningar.

Bang Larsen har varit internationellt verksam som curator och kritiker sedan 1990-talet, och var nyligen en av curatorerna för den 32 São Paulo-biennalen (2016). Vid sidan av teoretiskt innovativa studier av psykedelisk och annan experimentell 60-talskonst, så har hans intresse på senare år graviterat mot samtida medie- och nätverksteori. Bland hans senaste böcker kan nämnas Networks (MIT Press, 2014) och, tillsammans med Søren Andreasen, The Critical Mass of Mediation (Internationalistisk Ideale, 2012). Han är disputerad konsthistoriker vid Köpenhamns Universitet, och har medverkat i en mängd kataloger och tidskrifter, inklusive Kunstkritikk. Just nu arbetar han på en bok om den svenska datorkonstpionjären Charlotte Johannesson, aktuell med en utställning på Malmö konsthall i oktober.  

Lars Bang Larsen.

Du blir i höst adjungerad intendent vid Moderna Museet, vilket innebär att du kommer att arbeta halvtid på museet under tre år. Vad är bakgrunden till det speciella upplägget?

Det er nok usædvanligt at en institution definerer en sådan kuratorisk satellit-funktion, i hvert fald i nordisk sammenhæng. Vi fik sammen idéen om hvordan jobbet kunne defineres som mere end en gæstekurator og mindre end en fuld stilling. Jeg arbejder sideløbende på nogle bog- og udstillingsprojekter, så det var hvad der passede til vores behov lige nu, hver især. Fordelen ved et sådant opdrag er at man kan være i faglig dialog på flere sider samtidigt, og at institutionen forhåbentlig kan nyde godt af den energi og udveksling som det giver at have en person tilknyttet, som er flersporet engageret på den måde.

Uppdraget som statlig tjänsteman skiljer sig kanske en del från hur du arbetat tidigare, som konstteoretiker och curator av idébaserade utställningar. Hur ser du på de uppgifter som ingår i rollen som intendent?

Jeg har rigtig nok freelancet meget, men jeg har også haft job på Center for Dansk Billedkunst, og været knyttet til Københavns Universitet. Rollen som freelancer giver mulighed for at vælge opgaver til, mens der åbenlyst er en anden kontinuitet i et opdrag med fast tilknytning, både hvad angår kollegial dialog og opgavernes karakter. Så jeg ser frem til at blive del af en gruppehjerne, og af et institutionsmaskineri som er forpligtet på en lokal og en national kunstoffentlighed. Jeg glæder mig ikke mindst til at have med Modernas fine samling at gøre. Jeg har aldrig før haft mulighed for at arbejde med en museumssamling indefra.

Du har tidigare arbetat med en rad forskningsbaserade projekt om den experimentella 60-talskonsten. Som exempel kan nämnas ett projekt om den danske arkitekten Palle Nielsens utställning Modell för ett kvalitativt samhälle på Moderna Museet 1968, som bland annat resulterade i en bok och en utställning på Tensta konsthall 2013. Är tjänsten som adjungerad intendent knuten till något liknande undersökande projekt som du kommer att arbeta med under din tid på Moderna?

De svenske 1960ere har været en kunsthistorisk primærmaterie for mig, gennem forskellige projekter om tidsskriftet PUSS, Öyvind Fahlström, Sture Johannesson, Modellen, og jeg holder lige nu på med at skrive en bog om Charlotte Johannessons cyberfeministiske tekstilpunk fra 1970erne og ’80erne. Det er lidt tidligt at sige endnu, men det ser ud til at jeg på Moderna blandt andre opgaver kommer til at have en præsentation af samlingen, og en tematisk udstilling til efteråret 2019 som kommer til at dreje sig om en genealogi om kunst og teknologi – så det bliver en større undersøgelse. Som et andet forskningsrettet spor skal jeg redigere en bog om museets udstillingshistorie. 

Palle Nielsen, Modell för ett kvalitativt samhälle, 1968.

Vad kan vi i din mening lära av den experimentella perioden i Modernas Museets historia? Skulle det vara möjligt att driva en experimentell konstinstitution med samma kulturella genomslag i dag?

Det er store spørgsmål begge to. I Modernas eksperimentelle periode, som du kalder det, var både behovet og betingelserne til stede for at prøve sig frem. Eksperimentets betingelser er dels en accept af at det kan gå galt, dels at der kan gå tid før man ved hvordan det er faldet ud. Når kunst bliver udfoldet på denne måde er det en proces som kan give historiske resultater. I dag ses Modernas udstillingspraksis igennem 1960erne og 70erne som radikal for samtidskunsten. I et nexus med blandt andre Stedelijk, Louisiana og Kunsthalle Bern var Moderna med til at definere et nyt blik på kunsten, i dialog med blandt andet russiske og amerikanske avantgarder. Kunst er det, som man kan forestille sig at den kan være, og det som vi kan lære af Moderna Museets historie er måske hvordan institutionen kan være med til at forestille sig kunsten.

Det ligger i dit spørgsmål at man bør drive en eksperimentel kunstinstitution. Det er jeg ikke nødvendigvis uenig i, men man må også overveje eksperimentets betydning. Hvad nutiden angår er det klart at kommercialisme og politisk kontrol ikke er befordrende for eksperimentet. Det tager år at skabe og at begribe positiv kulturelle ændringer, og i den henseende er vores samtid ikke storsindet.

Generelt associerer vi eksperimentet med frihed og med muligheden for forandring. Mere tørt sagt er det et moment i en researchprotokol. Et eksperiment er for eksempel ikke en gestus: gesten kan kun gøres én gang, mens eksperimentet finder sted i en serie, den er et led i en undersøgelse.

I sin tid dissede Asger Jorn meget morsomt Den Eksperimenterende Kunstskole ved at sige, at hvor der er skole kan der ikke være eksperiment. Blandt andre folk på Moderna viste Pontus Hultén at der godt kan være eksperiment hvor der er institution. Vi husker ham for at gøre ting, som det på tidspunktet slet ikke var meningen at man skulle gøre med et museum – ting som i nogle tilfælde synes nærmest uvirkelige i dag, institutionelt set. Men der også en risiko for at bygge tabsfortællinger på baggrund af en opfattet golden age som ligger bag os. Eksperimentet har altid både en ideologi og en historisk kontekst. Det forbliver i mine øjne en vigtig kuratorisk metode, men det er et af flere relevante redskaber hvormed museet kan arbejde kunsthistorisk og forestille sig kunsten ud fra den givne kulturelle situation.

Vid sidan av tjänsten på Moderna Museet kommer du dessutom att arbeta på Kungliga konsthögskolan i Stockholm, där du ska bygga upp en ny teoriundervisning tillsammans med Kim West och Stefanie Hessler. Kan du berätta något om upplägget och idéerna kring detta?

Ja, det er rigtigt at Stefanie, Kim og jeg kommer til at udgøre en troika på Mejan, hvor vi sammen skal varetage teoriundervisningen i løbet af det næste læseår. Vi er blevet indbudt af Sara Arrhenius til at drive programserien Rutiga golvet, som er et initiativ for at samle kunstteori og andre diskursive aktiviteter i et specifikt rum som er åbent for alle på skolen. Det handler i høj grad om at skabe en ramme for at teori og praksis kan udvikles i tandem. Tanken er at kombinere undervisning i kunstteori med produktion af publikationer og udstillinger, og med opbygningen af et mikrobibliotek. Altså et værksted for tænkning og udveksling som har udfaldsrum i kunstnerisk, kuratorisk og redaktionel praksis, og som tilbyder de studerende forskellige vokabularer og ressourcer til at meditere over teoretiske spørgsmål og til at reagere på aktuelle hændelser. Det er Kim som kommer til at være der mest, og Stefanie og jeg har en rollefordeling som henholdsvis kurator og redaktør.  

Charlotte Johannesson, Magritte Apple, 1981.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!