Soloer i den sorte boks

Når boet efter performance-distinktions-kampene gøres op, er det forskellen på den hvide kube og den sorte boks, der står tilbage. Ny scenekunstfestival ser på kroppen i boksen.

Keith Hennessey, Crotch (all the Joseph Beuys references in the world cannot heal the pain, confusion, regret, cruelty, betrayal or trauma...). Foto:  Yi-Chun Wu.
Keith Hennessey, Crotch (all the Joseph Beuys references in the world cannot heal the pain, confusion, regret, cruelty, betrayal or trauma…) Foto: Yi-Chun Wu.

Performancegenren kan populært sagt deles i to: den, som tilhører billedkunsten og den, som hører ind under scenekunsten. De to former opererer – institutionelt, socialt og til dels økonomisk – på forskellige præmisser. Også forskellige historie- og teoridannelser knytter sig til de forskellige «scener» for udfoldelser og når boet efter performance-distinktions-kampene gøres op, er det som regel forskellen på den hvide kube og den sorte boks, der står tilbage. Imidlertid er det en stigende tendens blandt billedkunstnere – ikke altid helt uproblematisk – at anvende formsproget fra den moderne dans og at placere danserne i den hvide kube som formbart materiale på lige fod med ler, træ, plastik eller det digitale billede. Derfor er en ny scenekunstfestival, Works at Work, som åbner i morgen, måske en kærkommen lejlighed til at træde ud af lysstofrørets skær og ind i den sorte boks.

De to danske scenekunstnere Cecilie Ullerup Schmidt og Ida Elisabeth Larsen som stå bag festivalen i Dansehallerne på Carlsberg i København ønsker, blandt andet at spørge til, hvorfor der indenfor scenekunsten skabes så relativt mange solo-projekter. Er soloen i sig selv kunstnerisk interessant eller er det snarere den økonomiske fleksibilitet, at den er et billigere format end de større produktioner med flere aktører, der gør den så populær?

Til at svare på spørgsmålet er inviteret en række af tidens væsentligste aktører indenfor scenekunsten. Man kan blandt andet møde den amerikanske koreograf og performer Keith Hennesy, der i sin shamanistisk inspirerede performance Crotch legemliggør myten om Joseph Beuys – eller koreograf og performer Eszter Salamon, der opfører det efter sigende bevidst ikke-melodramatiske værk Melodrama, om hendes 62 årige ungarske navnesøster. Endvidere kan man opleve koreografen Antonia Baehrs register af uddøde dyr såsom dodoen og den tasmanske tiger opført som miniature-koreografier.

På symposiet lørdag kan man møde performanceteoretiker Bojana Kunst i en samtale med den politiske teoretiker Isabell Lorey og performer Kasia Wolinska. Samtalen er modereret af den danske kunstteoretiker Mikkel Bolt Rasmussen.

Af øvrige medvirkende kan nævnes: Florian Feigl, Mamela Nyamza, Sebastian Kahr Rasmussen, Kasia Wolinska, Joana Tischkau og Cécile Bally.

Festivalen forløber fra 19., 20., og 22. November. For mere info se her.

Diskussion