Julkalender 10.12.17

10. december – Amitai Romm

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2017? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2017 af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den tiende i rækken er kunstneren Amitai Romm, der er bosat i København og aktuel med udstillingen Hibernation på Tranen, som har sidste åbningsdag i dag. Romm er desuden med til at drive platformen Primer. 

 

Kleroterion, Epigrafisk Museum, Athen, 2017

En kleroterion var en slags fysisk tilfældigheds algoritme, brugt i det Athenske demokrati til at udvælge borgere til en række officielle poster. Det var et af de mest overraskende teknologiske objekter i Epigraphical Museums samling, som er et ret underspillet annex til det Arkæologiske Museum (desuden et Documenta 14 venue). Midt i D14’s episke og lettere karikerede politiske korstog, samt cirkulationen af spekulationer omkring det amerikanske præsidentvalg (inkl. ny-kybernetiske kvaksalver-pitches fra Cambridge Analytica) fremstod denne genstand som en stum påmindelse om de historisk betingede teknologiske platforme vi skaber og derefter struktureres af.

Based upon the elemental intersection of an ordered grid (the matrix of slots) and a randomized flow (the tube of balls), the kleroterion could almost be read as an abstract diagram of the Athenian political circuitry itself

 

Hélio Oiticica / Neville D’Almeida, Cosmococa CC5–Hendrix War, 1973 / 2013, Schirn Kunsthalle, Frankfurt. Foto: Norbert Miguletz

«Cosmotechnics as Cosmopolitics» foredrag af Yuk Hui, Centre Pompidou, Paris, 2017

Apropos de her betingede teknologiske platforme, så var jeg glad for at høre denne talk af filosoffen Yuk Hui, ved et event i Centre Pompidou. Via en ultra-kort genealogi af moderne kosmopolitisme og teknologisk tænkning begynder talken (som også er publiceret som tekst) at manøvrere en genforhandling af begrebet teknologi hinsides, eller omkring, en vestlig forståelse og dennes implicitte dødsønske.

The unilateral globalization that has come to an end is being succeeded by the competition of technological acceleration and the allures of war, technological singularity, and transhumanist (pipe) dreams. The Anthropocene is a global axis of time and synchronization that is sustained by this view of technological progress towards the singularity. To reopen the question of technology is to refuse this homogeneous technological future that is presented to us as the only option.

 

Borne, Jeff Vandermeer, Fourth Estate, 2017

Og apropos teknologisk dødsønske, så er denne bog en slags worst-case scenario på Hieronymus Bosch OD. Inkl. ømhed og omsorg overfor de amorfe monstre dette ønske måtte skabe.

Once, it was different. Once, people had homes and parents and went to schools. Cities existed within countries and those countries had leaders. Travel could be for adventure or recreation, not survival. But by the time I was grown up, the wider context was a sick joke. Incredible, how a slip could become a freefall and a freefall could become a hell where we lived on as ghosts in a haunted world.

 

Paradise Papers, 13.4 millioner dokumenter relateret til offshore investeringer, Süddeutsche Zeitung, International Consortium

Årets publikation!

Remember today is the end of Daylight Saving Time and that all of history is a struggle between the super-rich and everyone else where the former’s ideology of small government, free-market competition is a smoke-screen for the long term project of starving the poor and middle class of basic public services while the rich create private society outside of the law and norms of basic accountability

 

 

https://www.mosaiquefm.net/fr/actualite-faits-divers/71635/mi-un-fan-du-groupe-pnl-grimpe-l-horloge-de-l-avenue-bourguiba

Koncert med PNL, AccorHotels Arena, Paris, 2017

The world or nothing, Scarface i Disneyland… Eller realisme er ikke hvad det har været.

CJ’suis dans ma bulle, bulle, bulle

Oh shit, le shit, le shit, bulle

Sang sur l’pull, pull, pull, olala olala

Dégage ton boule, boule, boule

Oh shit, ton mal mon bien

Ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais

Tout pour les miens

Ouais ouais ouais ouais ouais, ouais, ouais, ouais, ouais

Le monde ou rien

Ouais ouais ouais ouais ouais, ouais, ouais, ouais, ouais

Moi ça m’convient

Ouais ouais ouais ouais ouais, ouais, ouais, ouais, ouais

 

Ursula Reuter Christiansen, Beskyttet Menneske, 1976. Foto: Thomas Gunnar Bagge.

Ursula Reuter Christiansen på Tilflytterne, Kunsthal Møn44, Askeby

Der er raffineret omsorg i Ursula Reuter Christiansens super grove maleri af en cyborgarbejder fra 1976. Som om billedet selv søger at tilbyde en slags beskyttelse gennem sin hastige og prekære teknik. En mediering som ser ud til at have været en integreret del af Christiansens udvidede kunstneriske og politiske arbejde. Udstillingen Tilflytterne var et underligt gensyn med dette øjeblik af dansk Fluxus’ historie, hvor grænserne mellem samfundsmæssigt engagement og kunstneriske eksperimenter var både effektive, tvetydige og dybt programmatiske.

I’d like to put forward the argument that there exist important, and under-acknowledged, confluences between human rights and contemporary art as regimes of mediation, and that since the advent of neoliberalism’s global hegemony, contemporary art had effectively taken over from human rights the function of mediating the liberal subject and cosmopolitan globality.

 

Boustrofedon-skrift, Epigrafisk Museum, Athen, 2017

Fra det 8. til 5. århundrede før vor tidsregning var skriveretningen i det antikke Grækenland ustabil, svingende, udsat for eksperimenter. Boustrofedon var en slags tovejs-tekst, navngivet efter den måde, hvorpå okser vender, når man pløjer en mark. Skriveretningen ændres ved hvert linjeskift, så en ny linje starter, hvor den forrige slutter. Hver anden linje er spejlvendt, med spejlvendte eller omvendte bogstaver. Jeg har ikke kunnet få denne ustabilitet inden for den mest usynlige eller grundlæggende konvention ud af mit hovede.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!