Kunstkritikks julekalender

1/12 Stine Høholt
2/12 Christine Antaya
3/12 Nicholas Norton
4/12 Maria Bordorff
5/12 Julia Bondesson
6/12 Marthe Elise Stramrud
7/12 Jeppe Ugelvig
8/12 Alida Ivanov
9/12 Petter Snare
10/12 Amitai Romm
11/12 Robert Stasinski
12/12 Stian Gabrielsen
13/12
14/12
15/12
16/12
17/12
18/12
19/12
20/12
21/12
22/12
23/12
24/12



Julkalender 07.12.17

7. december – Jeppe Ugelvig

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2017? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2017 af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den syvende  i rækken er kritiker og kurator Jeppe Ugelvig, der er bosat i New York og kandidatstuderende ved Center for Curatorial Studies, Bard College.

 

UDSTILLINGER

Carol Rama, Antibodies, New Museum, New York. Kurateret af Helga Christoffersen og Massimiliano Gioni.

I de første 50 år af hendes karriere blev den selvlærte italienske kunstner Carol Rama (1918-2015) stort set ignoreret af kunsthistorien. Men i år, to år efter hendes død, gjorde New Museum et ambitiøst forsøg på at positionere Rama som en af det 20. århundredes helt store malere. «Kunstverdenen elsker døde kvinder,» skrev kritikeren Laura Brown for AQNB ved åbningen – og netop den fragmenterede kvindekrop i sygdom, smerte og fordærv er et motiv i mange af Ramas melodramatiske og akavede figurationer. Ramas bricolage af malerier, skulpturer og akvareller taler til beskueren på et både mentalt og helt igennem kødeligt niveau, med en befriende personlig tilgang til den maleriske abstraktion.

 

Mark Dion, Paris Streetscape, 2017, Dioramas, Palais de Tokyo. Foto: Aurélien Mole.

Dioramas, Palais de Tokyo, Paris. Kurateret af Claire Garnier, Laurent Le Bon og Florence Ostende.

Flere udstillinger i årets løb har beskæftiget sig med det historiske forhold mellem mennesket og naturen. Det er en tiltrængt modreaktion til den hypede antropocæne diskurs, der i 2016 larmende indtog den offentlige debat uden megen historisk kontekstualisering. På Mumok i Wien kunne man således opleve et væld af kunstner-haver i udstillingen Naturgeschichten – Spuren des Politischen, ligesom også Aarhus’ første triennale The Garden gik i dybden med afbildningen af naturen i kunsten. Skarpest var dog Diorama på Palais de Tokyo, der over sommeren undersøgte det tredimensionelle diorama som et historisk billedfænomen. Et alsidigt udvalg af eksempler fra kristne middelalderbilleder og tidlige viktorianske dyreinstallationer, til dioramaer fra samtidskunstnen af fx Mark Dion og Isa Genzken, åbnede kategorien op indefra og viste på pædagogisk men ambitiøs vis, hvordan vores strømlinede, digitale billedkultur er dybt forankret i analoge præ-fotografiske fænomener, der på forskellig vis har forsøgt at omdanne alt fra natur til fremmede folkeslag til smukt arrangerede «billeder».

 

Overworked Body – An Anthology of 2000s Dress, Ludlow38 og Mathew Gallery, New York. Kurateret af Mathew Linde

Det er svært at nedfæste nær-historien, især i modeverdenen, der med sine flere sæsoner om året konstant er på jagt efter «det nye». Men netop på grund af denne accelererede forståelse af tid kan vi allerede bevæge os imod en historisering af 00’erne, mente kurator Matthew Linde, der udførte en af årets vigtigste udstillinger på tværs af Ludlow38 og Mathew Gallery i New York. I en kaotisk og stærkt subjektiv antologi af mode mellem 2001 og 2010 tegnede Linde et humoristisk portræt af en tidsalder, hvor kunstnerisk kreativitet i høj grad blev strakt og udmattet af det højtaccelererende forbrugersamfund. Avantgarde-designere måtte konfrontere sig selv med det globaliserede massemarked såvel som deltage i det digitale, og dette resulterede både i fabelagtige one time-kollektioner fra designstuderende som Hideki Seo såvel som i gyselige samarbejder mellem couture-designere og tøjkæder som H&M og Target. Rigtig meget optrævlet jersey, men også mange kritiske refleksioner over kunstens og æstetikkens rolle i forbrugerkapitalismen – et spørgsmål som billedkunsten alt for sjældent tager op.

 

EVENTS

Foto: Paula Court.

Jimmy Robert, Imitation of Lives. Kommission af Performa, Glass House, New Canaan, Conneticut

I den søvnige by New Canaan, Conneticut, en times togtur udenfor New York, står arkitekten Philip Johnsons perle af en højmodernistisk bolig med dets yderste vægge opført helt i glas. De voyeuristiske undertoner i bygningen, der nu huser kunst- og performance-institutionen Glass House, var udgangspunktet for franske Jimmy Roberts dybt rørende performance kommissioneret af festivalen Performa. Med utrolig elegance og abstraktion udforskede Robert det formelle og politiske krydsfelt mellem arkitektur, visibilitet og sort repræsentation: hvem kigges der på, hvem feticheres, og hvem overvåges i vores moderne teknologiske samfund? En performance, der var ligeså rørende sensuel, som den var dybt politisk ambivalent, og som stadig sidder under huden flere måneder senere.

 

Foto: Stephen Smith for Art Zealous.

MoMA PS1’s Back to School Benefit, New York. Organiseret af DIS

Efter at have kurateret den 9. Berlinbiennale, der i 2016 blæste Tysklands kritiske højborg omkuld med kølig postkritik fra New York, var det svært at forudse, hvad der skulle være det næste skridt for det amerikanske kunstkollektiv DIS. Trumps absurde valgsejr i USA kastede en mørk skygge på deres humoristiske optræden af neoliberalismens dogmer, ligesom postinternetkunstens æstetik var udmattet efter flere år i rampelyset. Men ved en stor sensommer-benefit for MoMA PS1 viste DIS, at deres interesse for underholdning, musik og mode går langt udover mimik af kapitalisme, og snarere handler om en politiseringen af alle kulturudtryk på tværs af æstetik- og klassehierarkier. I stedet for en klassisk middag for rige donorer transformerede DIS PS1’s gamle skolebygning til en kaotisk skolefest, hvor klasselokaler bød på kantinemad, performances, loppemarkeder, skumdansegulve, modeshows og poesilæsegrupper. Begivenheden, der primært var besøgt af unge mennesker under 30, føltes socialt vedkommende i et politisk kriseramt USA, og den fremlagde en spændende ny retning for gruppens stadig banebrydende praksis.

 

Parker Bright protesterer foran Dana Schutz’ maleri på Whitneybiennalen 2017. Foto: Twitter.

Identitetspolitik i USA

Hvordan laver, udstiller og sælger vi kunst i en politisk krisetid? Generelt har den mest spændende kunstbegivenhed i USA i 2017 været kunstens møde med en ny identitetspolitisk opvågning – noget der især startede efter præsidentvalget sidste år. Trump indtog Det Hvide Hus i januar, og siden har en række sager i kunstverdenen udviklet sig til ophedede offentlige debatter. Først krævede en hel stribe kunstnere og aktivister, at kunstnerens Dana Schutz’ semi-abstrakte maleri af den myrdede afroamerikanske dreng Emmett Till blev fjernet og destrueret, hvilket førte til en større snak om censur og billedappropriering i kunsten; i maj blev Sam Durants udendørsskulptur ved Walker Art Center fjernet efter protester fra lokale Native Americans; og i november organiserede aktivist-gruppen Chinatown Art Brigade sig i protest mod Omer Fasts orientalistiske mimik af «Kina-æstetik» på James Cohan Gallery. Alt i alt virker det mere presserende end nogensinde, at kunstverdenen spørger sig selv: Hvem taler? Hvordan? På hvis vegne? Med hvilket økonomisk formål?

 

UDGIVELSER

Glenn O’Brien, Like Art: Glenn O’Brien on Advertising, Karma, New York.

Tidligere i år måtte vi tage afsked med en af New Yorks mest excentriske karakterer, forfatteren, TV-værten og reklamemanden Glenn O’Brien, der i 1960’erne havde fast gang i Warhols Factory og senere hen blev den første redaktør af kulturmagasinet Interview. O’Briens humoristiske og uanfægtede tilgang til kultur kom især til udtryk i hans klumme i ArtForum, der over en 10-årig periode diskuterede reklamekulturens møde med kunstverdenen. Undervejs formulerede O’Brien et par fantastiske observationer over kunstens centrale rolle i senkapitalismens forbrugersamfund – hvor avantgardistisk kunst-retorik approprieres af vaskepulverreklamer, og hvor kunstverdenen omvendt selv gør brug af absurde promovering- og marketingsstrategier.

 

Chris Kraus, After Kathy Acker, MIT Press

Forfatteren, punkpoeten og essayisten Kathy Acker døde i 1997 i en alder af 50 år efter en længere tid med kræft. Hun efterlader sig et helt univers af ufærdige, semi-fiktive fabler, der involverer alt fra undergrundsfilosoffer til krystalhealere. Acker var en af hendes generations helt store mytemagere, der mellem New York og Londons litterære undergrund skrev med afsæt i kroppen og dets møde med verden. I den længe ventede After Kathy Acker forlænger Chris Kraus logikken i Ackers performative autofiktion til en såkaldt «litterær biografi», som på lyrisk vis fortæller denne usædvanlige skabers liv på hendes egen præmisser. En vigtig bog både formalistisk og historisk.

 

Harvard Design Magazine No. 44 F/W 2017 – Seventeen, Harvard University Graduate School of Design.

Harvard Design Magazine udgives to gange årligt og brillerer hver gang med et smagfuldt layout kombineret med en dybt kritisk og interdisciplinær tilgang til politiske, sociale og kulturelle fænomener set igennem arkitektur og design. Med Seventeen udforskes «ungdommen» som et mytisk kulturelt begreb, der indebærer en specifik irrationel, følelsesladet og narcissistisk tilgang til verden. I forhold til arkitektonisk rummelighed udfolder teenagere sig oftest på internettet, i gaderne og i shoppingcentret, eller gemmer sig på soveværelset, hvor de udlever intime universer og undergår store spirituelle forandringer. Der er et stort kritisk potentiale i disse marginale oplevelser af rum og sted, mener redaktørerne, der i magasinet samler bidrag fra førende teoretikere indenfor design, arkitektur og kunst.

  1. Kommentar från Bjarne Toft Sørensen

    En kommentar til:
    “Alt i alt virker det mere presserende end nogensinde, at kunstverdenen spørger sig selv: Hvem taler? Hvordan? På hvis vegne? Med hvilket økonomisk formål?”

    Da det presserende jo ikke nødvendigvis er “naturligt”, må det desuden være væsentligt ud fra et kulturteoretisk og kultursociologisk perspektiv at stille spørgsmålet: Hvilken magt, hvilke interesser og hvilke formål er forbundet med det presserende ønske om, at kunstverdenen stiller sig disse spørgsmål?

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!