Kunstnere: Olga Benedicte, Holger Højbjerg, Regitze Engelsborg Karlsen, Sophia Ioannou Gjerding, Freja Niemann Lundrup og Nushan Rose Roshani.

Kurator: Iben Bach Elmstrøm



Afgang 2018: Ses.

Det Jyske Kunstakademi, Kunsthal Aarhus, Aarhus
26. april - 3. juni 2018
Kritik 23.05.18

Indenfor murene

Afgang 2018: Ses, Det Jyske Kunstakademi. Installation view, Kunsthal Aarhus, 2018. Foto: Kåre Viemose.

For bare et årti siden var kunstakademiernes afgangsudstillinger noget, som de danske kunstinstitutioner ikke rigtig tog alvorligt. Ofte blev disse udstillinger kastet lidt rundt mellem forskellige kunsthaller, og havde de endelig held til at blive vist på en rigtig institution, så blev udstillingen gerne betragtet som et lidt gratis indslag i programmet, som derfor ofte blev lidt stedmoderligt behandlet, når det kom til presse, skiltning og markedsføring. Sådan er det heldigvis ikke længere. Ung kunst og nye talenter er hot stuff. Nogen gange også lidt for hot, men den tager vi en anden gang.

De institutioner, som i dag huser landets tre masterudstillinger, tager opgaven alvorligt og indregner udstillingen som en afgørende del af deres program og institutionelle profil. Det mærker man også på Kunsthal Aarhus, som igen i år huser afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi. Udstillingens infofolder er naturligt nok iklædt kunsthallens nye stramme grafiske udtryk ved designer Dan Solbach, ligesom det store flotte, rosa katalog ligger helt fremme på cafedisken i kunsthallen. Små ting, som betyder noget og viser at man kerer sig, også om en afgangsudstilling.

Der er godt fyldt omkring de aflange udendørs ølborde, da jeg ankommer til kunsthallen sidst på formiddagen. Flere grupper af studerende sidder fordybet i bunker af opslåede bøger. Andre af kunsthallens gæster drikker kaffe i solen. Et par sidder på en af de ringformede siddeskulpturer, som de franske designbrødre Bouroullec sidste år skabte til kunsthallens park. «Oui» hedder de, og indenfor er stemningen også ret «oui». Nogle af kunsthallens ansatte holder møde i forhallens café-og-bogbutik, mens et par gæster sidder på hug foran en reol for at studere udvalget af kunstbøger.

Jeg nævner ikke kun den kontemplative wellness-stemning, fordi det er velgørende at se en dansk kunsthal spinde på en tilfældig hverdagsformiddag, men også fordi den ambiente stemning faktisk fortsætter ned i det store galleri i underetagen, hvor afgangsudstilling vises. 

Den kunne også godt have heddet «Oui», men hedder altså «Ses» og er ved første indtryk en helstøbt affære med en harmonisk variation af små og store værker, som umiddelbart klæder hinanden. Det handler til dels om, at flere af de i alt seks dimittender viser mere end et værk. Eksempelvis bidrager Regitze Engelsborg Karlsen ikke kun med udstillingens, i fysisk forstand, største skulpturer. Der er også hele fem af dem, jævnt fordelt i det store udstillingsrum.

Regitze Engelsborg Karlsen, Stenmagnet: 12 tons bjergsmulder, 2018; Stenmagnet: Databasebjerg, 2018. Installation view, Afgang 2018: Ses, Kunsthal Aarhus, 2018. Foto: Kåre Viemose.

Engelsborg Karlsens Stenmagnet: Databasebjerg er en gigantisk amorf mur – en formation af lærred og grus, der strækker sig på tværs af udstillingsrummet. Den monumentale skala er i sig selv ganske imponerende for et afgangsværk og også med til at give værket en vis mystik. Med den nussede, gråbrune farve og de stivnede, draperede lærredsfolder er det lidt ligesom at gå ved siden af en stor elefantryg. Det bemærkes i infoteksten, at kunstneren har gjort research i en industriel grusgrav og at værket bringer vores «fælles miljømæssige virkelighed» ind i kunsthallen for at pirke til vores forståelse af den aktuelle geologiske tidsalder. Et begreb som «antropocæn» lurer under overfladen, uden at det siges direkte, og i grunden er der ingen af Karlsens skulpturer – som alle gør sig i et lignende udtryk med sand, sten og grus – der i første omgang fremstår som udtalt kritiske projekter. Overordnet får man fornemmelsen af, at genuin skulpturglæde – med hilsner til både Land Art og Arte Povera – driver værket.

Freja Niemann Lundrup og Olga Benedicte arbejder også med skulpturens klassiske grundvilkår, her den uomgængelige relation til den menneskelige krop og skala.

Hos Lundrup angår det den psykologisk-internaliserede krop med lange, trådede titler såsom Ømpunkts-isolering-amputering eller Fast form-formsat-norm, der betegner ditto lange silikonedækkede skulpturtråde med indbyggede udposninger, perler eller svulster, der slynger sig fra loftet som en slags Alien-fangarme.

Olga Benedicte anlægger en mere direkte kropsinddragende stil med værket Mellem os, hvor udstillingsgæsten bliver bedt om at iføre sig høretelefoner og lægge sig til rette på et tungeformet leje beklædt med pink velour. Alle fordomme om interaktive værker til trods er tungedivaneseren overraskende effektiv. «Jeg er en af de stærkeste muskler i din krop. Lad dig synke helt ned i mig» siger den hviskende tunge, mens jeg gladeligt lader mig sluge – som et lille naivt stykke mad vælter jeg bagover, ned i halsen, forbi stemmebånd, spiserør og videre ned i mavesækken. En meditativ rejse uden decideret klimaks, men en soma-æstetisk rutsjebanetur i slowmotion så behagelig, at jeg med det samme tog en ekstra tur.

Nushan Rose Roshani, Saturn og Jeg: Rejsen til Bjerget, 2018. Videoinstallation. Foto: Kåre Viemose.

Lige så medløberagtigt jeg lod mig opsluge af den bløde pink tunge, lige så udfordrende var det at overvære Sophia Ioannou Gjerdings videoinstallation Prop People,som udfolder sig som en 12 minutters collagefortælling på to videoprojektioner, der hænger forskudt. En animeret hybrid mellem en hund og en løve er blandt karaktererne. Ind imellem optræder også en slags alfemutant med spidse øre. Nogle gange har karaktererne blot mørke øjenhuler uden øjne, men i løbet af cut-up-fortællingen kigger såvel hundeløven og alfen ud på beskueren, så man ser, at der er kommet et glasøje til. «When wearing my new eye I feel great,» siger fortællerstemmen.

Prop People handler om meget og rummer mange referencer, som ikke alle lader sig afkode. Digitaliseringens indflydelse på vores sanser samt forholdet mellem krop og protese er nogle af de åbenbare temaer, men så er der eksempelvis også et fløjteinstrument i ler, hvis udformning menes at have 12.000 år på bagen og som kunstneren i øvrigt også har genskabt en kopi af. Sandsynligvis er det lyden af dette instrument, som indleder selve videofortællingen, men derudover er det mindre oplagt, hvor denne reference passer ind. 

Nushan Rose Roshani arbejder også med collage i en sort-hvid videoinstallation, som hænger på væggen og danner et sammenhængende billede bestående af flere forskellige fladskærme, som rummer hver deres grafiske still-billede. Et smukt svungent tegn fremkommer eksempelvis på tværs af flere skærme. Det kunne være en abstraktion over et skrifttegn eller et fragment af et logo. Saturn og Jeg: Rejsen til Bjerget, hedder værket, som måske i virkeligheden giver mere mening som en slags digitalt maleri.

Holger Højbjerg, What a waste of time No coffee, 2018. Akrylspray og tekstil på lærred, 140 x 180 cm. Foto: Holger Højbjerg.

Regulært maleri får vi også på årets afgangsudstilling. Holger Højbjergs serie lærreder med spray og akrylmaling har et postmoderne udtryk, som man for tiden kan spore flere steder i den unge generation. Det handler dels om de nonhierarkiske strategier, hvor hverdagslige motiver blander sig med den ophøjede tradition; motivet af en dreng, der malker en ko og ovenpå er der malet en pink kontur af en malerpalet; eller rækken af spraymalede ornamenter, der fungerer som punket dekoration. Begge ligner utvivlsomt en hilsen til Sigmar Polke. Jævnfør den nonhierarkiske attitude består serien her af ti værker, som i princippet kunne være fortsat uendeligt, men som samtidig rummer et overskud, der klæder den måske lidt dresserede udstilling.

Med en udstilling med kun seks kunstnere er det svært at vurdere indtrykket af en helt skole. Hvor står de? Hvad arbejder de med? Hvilke tendenser hersker der eventuelt på skolen? Skal man alligevel gå med på legen og tage disse seks dimittender som udtryk for en generation fra Det Jyske Kunstakademi, så kan man konstatere et fravær af opråb, mærkeligheder eller politiske dagsordner. Årgang 2018 er en seriøst arbejdende, lidt stilfærdig, flok kunstnere, som i øvrigt befinder sig fint i kunstinstitutionens rammer. Ses!

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!