VERY

Ed Ruscha

Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk
17. maj - 19. augusti 2018
Kritik 11.06.18

Popkunst, der ikke er popkunst, men konceptkunst

Ed Ruscha, Very, 1973. Pastel på papir, 57.78 x 73.02 cm. UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist and Gagosian.
Foto:Emily Hodes

I det klassiske essay «Skulpturen i det udvidede felt» fra 1979 artikulerer Rosalind Krauss et krystalklart opgør med det modernistiske paradigme, der siger; at materialet rummer særlige kvaliteter, der definerer dets kunstneriske muligheder, og at det er kunstneres rolle at realisere dette potentiale. I samme optik definerer de forskellige kunstarter sig ved deres væsensforskel fra andre kunstarter, sådan at billedkunst definerer sig som billedkunst ved sin forskel fra eksempelvis litteratur. På samme måde definerer materialer sig formelt i forhold til hinanden; papirets væsen er stregen eller tegningen, modsat eksempelvis maleriets væsen, der er farvens etc.

På trods af Krauss’ og andres forsøg på at gøre op med denne tankegang, er den formelle modernistiske logik til kunst og materialer  overraskende sejlivet. Selv da jeg startede som kunststuderende i 1985, var det ikke usædvanligt at møde denne holdning på kunstakademiet i København, til trods for at kunstnere som Ed Ruscha havde vendt op og ned på disse konventioner siden starten af 1960’erne.

Principielt har jeg det, af flere grunde, lidt ambivalent med Ed Ruscha, der er født i 1937, uddannet og bosat i Los Angles og aktuel på Louisiana. Udstillingen VERY, som har fokus på kunstnerens papirarbejder, illustrerer egentligt denne ambivalens meget godt.

Ed Ruscha, Gas, 1962. Litografi, 50,96 x 37,62 cm. UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist & Gagosian.

På den gode side arbejder Ruscha indlysende med og imod alle de nævnte modernistiske konventioner. Ligesom værkerne i udstillingen modarbejder udstillingsrækkens, «Louisiana on Paper», egen (modernistiske) logik, fordi materialet, papiret, i denne udstilling faktisk ikke spiller nogen særlig rolle som netop materiale. Hvilket i sig selv er ret sjovt og ikke uden en pæn portion ironi.

Denne ironiske brug af konventioner er kendetegnende for en stor del af værkerne på udstillingen. Det er billedet selv, billedet af billedet og kunstens konventioner, der er det gennemgående motiv i Ruschas værker, ikke materialet. Samtidig er det i kunstnerbøgerne, at Ruscha skinner kunstnerisk klarest.

Bogværkerne Every Building on the Sunset Stripfra 1966 og Nine Swimming Pools and a Broken Glass fra 1968, som begge er inkluderet i udstillingen, er begge mesterlige lærestykker i arbejdet med bogen som billedkunstnerisk format. Every Building on the Sunset Strip er foldet ud for os i en montre og Nine Swimming Pools and a Broken Glass kan man bladre i på en Ipad, så der er ingen mulighed for, som beskuer, at få papiret mellem hænderne, hvilket ellers er bogens helt store kvalitet som billedkunst.

I Every Building on the Sunset Strip folder Sunset Strip i Los Angeles sig helt konkret ud som en lang tekst, hvor hver bygning på den ene side spejles i bygningerne på Sunset Strips modsatte side omkring vejens og bogens midterakse. Det er helt bogstaveligt og så bogstavligt, at det bogstavelige, værkets metode, næsten fremstår ironisk.  

Nine Swimming Pools and a Broken Glass er en lille narrativ film af stillbilleder i bogform, hvor titlen lover, at der efter ni swimming pools kommer et knust glas, hvilket der også gør. En minimal men suggestiv fortælling, og på sin vis selve antitesen til den amerikanske østkysts konceptkunst, hvor fokus ofte var på (pseudo)videnskabelig metodik, (sprog)filosofi og tautologier. Bogen viser en seriel række still-billeder af små swimming pools i private haver – et fænomen, der ikke findes på Manhatten i New York, epicenteret for østkystens konceptkunst, hvor klimaet og grundpriserne ikke giver helt de samme mulighed for hverken private haver eller swimming pools.

Ruschas udogmatiske tilgang til konceptkunstens er, som dette værk glimrende illustrerer, radikal anderledes end for eksempel New York-kunstneren Joseph Kosuths dogmatiske konceptuelle praksis. I Kosuths værk Five Words in Green Neon fra 1965 er der intet narrativ eller suggestion. Værket er titlen  bøjet i grøn neon. Her (ud)siges intet ud over værket selv.

Flere af værkerne på udstillingen virker som stiløvelser eller lærestykker, hvad nogle af dem nogle nok også er. Både Tex og Spam Study, begge fra 1961 og1962, er små studier af henholdsvis ordet «tex» i gul på rød baggrund og en lidt løs gengivelse af en dåse Spam (svinekød på dåse). De kunne ligeså godt være tidlige værker af Warhol, Roy Lichtenstein eller en hvilken som helst anden kunstner, men de er tidlige og originalitet betyder stadig noget kunsthistorisk.

Ed Ruscha, Trademark #7, 1962. Olie, blæk og tape på papir, 22,22 x 36,19 cm. UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist & Gagosian.

Der, hvor jeg er mest ambivalent omkring Ed Ruscha, er tydeligst eksemplificeret i udstillingens tekstværker fra 1970’erne, som, uanset medie, er udført så metodisk og formelt ens, at jeg har svært ved at holde begejstringen oppe over rækken af værker med ord som «Very», «Evil», eller «Vanish», malet på illusionistiske baggrunde i forskellige farver. Ideen er virkelig god, original og kunsthistorisk betydningsfuld, men luften går også lidt ud af ballonen, når den bliver gentaget i så mange variationer. Det kan ideen formelt ikke bære.

På den anden side må man give disse værker, at de giver udstillingen en relevant historisk kontekst. For som kunstner er det måske Ruschas samlede værk og udvikling – frem og tilbage, mellem popkunst og konceptkunst, mellem klassiske maleriske teknikker, kommerciel kunst og nye billedkunstmedier som bøger, og tilbage igen – der er hans egentlige mesterværk. Og en moderne mester, det er han.

Nogle af koncepterne bag Ruschas værker virker i dag lidt spekulative og overdrevent pædagogiske. Værkerne fra Gun Powder-serien fra 1970, der alle er tegnet med krudt, er måske nok et interessant eksperiment, men eksperimentet tilfører ikke værket noget på det idemæssige plan, tværtimod; krudt dræber og kunst skaber. Det er en pointe, der er for banal for mig og samtidig unødvendig, for Gun Powder-værkerne er faktisk rigtig fine tegninger, hvor Ruschas teknik – der lægger sig tæt op af kommerciel kunst (reklametegning) – giver fuldstændig æstetisk og betydningsmæssig mening.

Til trods for mine personlige forbehold har jeg kun en kritisk indvending til udstillingen. En udstilling om værker på papir, der introducerer en af samtidskunstens fremmeste eksponenter for arbejdet med bogen som billedkunstnerisk format, giver kun beskueren mulighed, for at bladre i et udvalg af bøgerne på en Ipad. Hvor praktisk det end er, er det en sørgelig erstatning for den ægte vare, også selvom det bare havde været en replika, man kunne have bladret i.

Ed Ruscha, Year After Year, 1973. Krudt på papir, 57,15 x 72,39 cm. UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist and Gagosian.

Comments are closed.

|
|
|
|
|
|
PRENUMERERA PÅ NYHETSBREV:
|
FACEBOOK PAGE

Twitter

Kunstkritikk utgis av Stiftelsen Kunstkritikk ISSN 1504-0925

Svensk redaktör: Frans Josef Petersson post@kunstkritikk.se
Chefredaktör: Jonas Ekeberg

Kunstkritikk arbejder efter den norske «Vær Varsom-plakat» for god presseskik

Kunstkritikk stöds av Norsk kulturråd, Utenriksdepartementet, Fritt Ord, Bildende Kunstneres Hjelpefond, Nordisk Kulturfond, Statens Kunstfond i Danmark, Statens Kulturråd i Sverige och Svenska kulturfonden i Finland.