Lydia Hauge Sølvberg

Bianca D’Alessandro, København
15. mars - 14. april 2018
Mini 10.04.18

Tavse fossiler

Lydia Hauge Sølvberg, Kartoffelmandens musling, 2017. Bronze, patineret. !0 x 16 x 3,5 cm. Foto: Jan Søndergård.

Det er en næsten ordløs udstilling, Lydia Hauge Sølvberg i øjeblikket viser i galleriet Bianca D’Alessandro. Udstillingen har ikke nogen titel, der er ikke nogen ledsagende tekst, og selv værkerne synes at vende sig ind imod sin egen kerne med en privat mytologi, der ikke umiddelbart lader sig afkode. I fire ud af syv værktitler møder vi Kartoffelmanden, hvis biceps Sølvberg har afstøbt i bronze, men hvem han mere præcist er eller refererer til, lader kunstneren stå hen i det uvisse.

Sølvberg tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi sidste sommer med blandt andet to relieffer, der også er med på udstillingen hos D’Alessandro. Her er de placeret ved siden af hinanden lavt på væggen, som om den sorte beton, de er udført i, presser værket ned med sin tyngde. Begge relieffer har et figurativt element, en forladt liggestol og et landskab med en måne, der spejler sig i noget, der måske et hav, og emmer af et stille poetisk fravær.

Fraværet af organisk liv er et tilbagevendende element i udstillingens øvrige værker, der tæller en sort keramisk rovfugl, der ligger livløst med ryggen direkte på betongulvet, en muslingeskal i patineret bronze og altså de fire afstøbninger af biceps. Det er skaller, afstøbninger og fossiler af noget levende, hvis ånd har forladt kroppen, og lader materialet stå tilbage som en tom form.

Hvis livet er sivet ud af fossilerne, er materialet til gengæld enormt tilstedeværende. Værkerne er fysisk store, mørke og kraftfuldt tilstedeværende i materialer – bronze, beton og ler – der ikke umiddelbart lader sig flytte eller feje væk. Samtidig er der en iboende skrøbelighed og detaljenærvær, eksempelvis i Kartoffelmandens biceps (2017), hvor spinkle blodårer løber igennem det kolde metal, i fuglen, hvis vinger er revnet under brændingen eller muslingeskallen, der er delvis oxideret. Selv i de store, tunge relieffer fornemmer man, at tegningens lette skraveringer går igen i den måde, hvorpå dybde og flade vekselvirker i en lidt forsagt dynamisk bevægelse.

Månen spejler sig og indser (2017) hedder det ene store relief, og som det er med måner i det hele taget, er det ikke godt at vide, hvilken indsigt natten har bragt. Sådan er det generelt med Lydia Hauge Sølvbergs præcise, poetiske værk, der synes at gemme på noget mere, en sorgfuldhed eller en viden, der ligger forankret som fysisk form, men hvis egentlige kerne befinder sig et andet sted.

Lydia Hauge Sølvberg, Installation view, Bianca D’Alessandro, København. Foto: Jan Søndergård.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!