Jeannette Ehlers, La Vaughn Belle

Vestindisk Pakhus, København
Rapport Artikel på Engelska|06.04.18

En mægtig kvinde med en fakkel

Officiel indvielse af I Am Queen Mary-monumentet i København udført af La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers. Foto: Thorsten Altmann Krueger.

Vi er blevet inviteret til at deltage i en reception, som skal fejre den officielle indvielse af mindesmærket I am Queen Mary, skabt af kunstnerne LaVaughn Belle og Jeannette Ehlers. Vi er også blevet indbudt til at deltage i en mindeprocession, der begynder foran Lagkagehuset på Christianshavn og drager gennem byen til den officielle afsløring af I am Queen Mary tæt på den kongelige residens, Amalienborg.

Vi er blevet bedt om at bære hovedtørklæder i hvide eller afrikanske farver som et tegn på solidaritet. Vi ankommer fem minutter for sent, og jeg kan ikke se nogen gruppe på det aftalte hjørne, hvor der tidligere lå et kvindefængsel. Det var her, at Mary Leticia Thomas, kendt under navnet Queen Mary, sammen med Axeline ‘Agnes’ Elizabeth Salomon, Matilde McBean og Susanna ‘Bottom Belly’ Abrahamsson, kendt som «the Queens», blev holdt fanget i 1878. Den 1. oktober 1878 anførte «the Queens» et oprør i Dansk Vestindien. Oprøret, der blev kendt som «The Fireburn», var vendt imod de strenge arbejdsreglementer, der holdt de afrikanske arbejdere fast i plantagesystemet længe efter at slaveriet var blevet afskaffet i 1848. De krævede bedre arbejds- og leveforhold. The Fireburn blev det største arbejderoprør i den danske kolonitids historie. Kvinderne blev arresteret og sendt til Danmark for at udstå deres fængselsstaf. Deres domme blev efterfølgende ændret, og de blev sendt tilbage til St. Croix.

Vi kan stadig ikke se nogen gruppe udenfor, så vi går inden for i bageren, hvor jeg ser tre ikke-hvide kvinder gå ind på toilettet. Jeg tænker: «Det kan umuligt være hele gruppen. Måske har jeg misforstået noget.» Vi venter. En hvid, midaldrende mandlig turist bliver ved med at forsøge at åbne døren, men uden held. Der går omkring fem minutter. Jeg tænker, at kvinderne nok er gået derind for at tage deres hovedtørklæder på. Til sidst kommer de ud igen og skrider hen imod udgangen uden at have ændret noget som helst ved deres fremtoning. Jeg tænker, nu noget bekymre, at de måske rent faktisk udgør hele gruppen og har besluttet sig for at begynde marchen på egen hånd. Vi venter lidt længere, og en anden kvinde træder ind. Hun har et smukt, højt bundet afrikansk tørklæde om håret. Jeg tager mod til mig og spørger hende, om hun er kommet for at deltage i I am Queen Mary-marchen. Hun siger ja, og jeg spørger, om der er kommet andre. Hun peger skråt henover gaden, og dér står der en flok på omkring tohundrede mennesker forsamlet med bannere, musik og nogle få tørklæder. Vi slutter os til marchen, der afgår fra det Christianshavn, der i sin tid var centrum for den danske handelskolonialisme under Christian IV. Det er en kold og blæsende lørdag eftermiddag, og datoen er den 31. marts 2018, præcis 101 år efter Transfer Day, den dag, hvor Danmark solgte St. Croix, St. Thomas og St. John til USA for 25 millioner dollars.

I Am Queen Mary-processionen i København; fra stedet, hvor det tidligere kvindefængsel lå på Christianshavn til den officelle indvielse af I am Queen Mary ved Vestindisk Pakhus, nær Amalienborg. Foto: Yvette Brackman.

Musikken spiller op, og optoget begynder. Vi sætter i gang; nogle trækker deres cykler, andre træder i pedalerne på deres Christaniacykler med hele familien på ladet, og nogen har deres børn siddende på skuldrene. Vi går noget af vejen sammen med Choko, kvinden med det smukke hovedtørklæde, og snakker om dagens begivenhed og dens betydning. Synet af andre kvinder iført smukke hovedtørklæder givet mig nyt mod, og jeg tager mit tørklæde fra Surinam ud, en gave fra en kær ven. Jeg ved ikke, hvordan man binder et tørklæde om håret på ægte afrikansk vis, så jeg folder det i en trekant og binder det om hovedet med en knude i nakken. Allerforrest i optoget går min gode ven Patricia sammen med nogle andre; de bærer et banner for Black Lives Matter Denmark.

Idet vi går om hjørnet ved Nationalbanken og bevæger os hen imod monumentet for Niels Juel (1629-1697) – en dansk admiral, der står højt hævet over os på sin piedestal og tager et stort skridt fremad med venstre fod, tydeligt stolt over egne gerninger – hører jeg pludselig en mand råbe «White Lives Matter!». Da jeg vender mig om for at se, hvor råbet kom fra, er alle bilruder rullet op og gerningsmanden forsvundet.

Vestindisk Pakhus med de to skulpturer foran – Michelangelos David og I Am Queen Mary. Foto: Henrik Plenge Jakobsen.

Vores endemål er Vestindisk Pakhus, som ligger på havnefronten tæt på Mærsks nuværende hovedkvarter. Gennem 250 års dansk koloniherredømme i Dansk Vestindien blev dette pakhus brugt til at opbevare caribisk sukker og rom.

Det første, vi ser, idet vi nærmer os pakhuset, der nu rummer Statens Museum for Kunsts afstøbningssamling, er en over fem meter høj bronzekopi i fuld skala af Michelangelos David, afbilledet med en sten i hånden lige før han går ind i den kamp, vi alle sammen ved, han vil vinde. På den anden side ser vi Queen Mary, udført i samme skala som David, siddende med stor værdighed på sin tronelignende stol. Ligesom David bærer hun en genstand, der potentielt set kan bruges som et våben: en såkaldt sukkerkniv, som er det redskab, man brugte til at høste sukkerør med. Hun har en fakkel i den anden hånd. Den kolossale figur sidder på en piedestal, der er lavet af store stykker koral, som afrikanske slavegjorte i sin tid skar og huggede ud i Dansk Vestindien til brug i fundamenterne under kolonimagtens regeringsbygninger. Disse spor efter kolonimagtens tilstedeværelse er nu blevet sendt tilbage til Danmark efter mange års stivnet tavshed.

I Am Queen Mary, København, 2018. Foto: Nick Furbo.

Synet af de to titaniske figurer på hver sin side af Vestindisk Pakhus er overvældende. David, vores uomskårne bibelske helt fra den europæiske renæssance, vender sig forsigtig og alligevel dristigt mod Queen Mary, der indtager samme position som man ser i afbildningerne af det gamle Egyptens kongelige, med én fod foran den anden. Traditionelt ville det være venstre fod forrest, men I am Queen Mary er et banebrydende monument: hun træder ind i en ny æra med højre fod forrest. David vender sig mod Mary, og jeg tænker: «ser David nu Queen Mary an på samme måde, som han så Goliat an, inden han kastede sin sten?» Queen Mary ser blot lige frem for sig i rolig, velovervejet betragtning højt hævet over folkemængden: hun skuer ind i fremtiden.

I am Queen Mary er skabt ved hjælp af 3D-scanningteknologi, som har gjort det muligt at skabe en hybrid af de to kunstneres kroppe – La Vaughn Belle, som er vokset op på U.S. Virgin Islands, og Jeannette Ehlers, der bor i København. Figurens positur er baseret på et ikonisk fotografi af lederen af Black Panther-partiet, Huey P. Newton, hvor han sidder i en kurvestol med påfugleryg og holder en riffel og et spyd i hænderne – en henvisning, som skal knytte flere forskellige modstandsbevægelser sammen i Queen Marys skikkelse.

Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag I Am Queen Mary.

Hvis man er opfyldt af skyld og frygt, kunne man måske få den fejlagtige opfattelse, at Queen Mary fremstår truende, men i modsætning til David skjuler hun ikke sine redskaber. Hun er også stadig i en skabelsesproces, stadig en unik prototype, hvorimod Davids fremtoning ses overalt. Jeg står og kigger op på hende, mens de forskellige mennesker, der har været involveret i projektet, holder tale, og jeg kan ikke lade være med at se på hendes fakkel, der svajer for vinden. Symbolet på oplysning, lys, der leder os på rette vej, holdes højt, men er samtidig skrøbeligt og sårbart over for vind, vejr og vandaler, for den skulptur, vi ser lige nu, er et 3D-print fremstillet i polystyren dækket af flere lag forsegler og sort maling. Kunstnerne arbejder p.t. på at skaffe de midler og de tilladelser, der skal til for at skabe et permanent monument. Jeg gør mig mine tanker og håber, at hele begivenheden vil foregå uden drama, så medierne kan få det rigtige budskab ud, så kunstnernes budskaber kan formidles direkte og intakte, sprede sig udad og knytte folk til vores fælles fortid og overvinde frygtens og uvidenhedens korsfarere.

I dagene efter afsløringen spreder billedet af det kolossale monument I am Queen Mary sig som en steppebrand. New York Times og mange andre nyhedsmedier skriver om hende som om en permanent bronzeafbildning af hende allerede stod her på den københavnske havnefront, lige overfor Det Kongelige Operahus og ganske tæt på Det Kongelige Teater.

Queen Marys værdige tilstedeværelse på denne danske havnefront kommer ikke et øjeblik for tidligt, og samtidig griber hun ind i den danske nationalfortælling således som den er blevet fortalt gennem skulpturer i det offentlige rum indtil nu. Hun afslører en hel afgrund af forsømmelse. En afgrund, der strækker sig fra det vestlige Afrika til Danmark til det tidligere Dansk Vestindien og videre til det forsatte kolonialistiske forhold, som USA stadig har med Virgin Islands of the United States, som de officielt hedder i dag. Øernes beboere er amerikanske statsborgere, men kan ikke stemme til præsidentvalg, ligesom øens borgere heller ikke kan vælge stemmeberettigede medlemmer ind i den amerikanske kongres.

Queen Mary er stadig i gang med at finde økonomisk styrke til at forvandle sig til bronze, men hendes billede er allerede udødeliggjort af medierne. Den ultimative drøm ville være at have fire permanent opstillede I am Queen Mary-monumenter placeret som stolte sirener, der markerer kampen for frihed og retfærdighed, på fire steder, der har direkte forbindelse med den danske transatlantiske slavehandel: Accra i Ghana, Frederiksted på US Virgin Islands, København og Washington, DC. Her ville de atter knytte uretfærdighedens gamle ruter sammen og fremme en fornemmelse af både frihed og værdighed.

Indtil da står I am Queen Mary overbevisende placeret, hvor hun er. Statuens sokkel er allerede lavet, så den kan gøres permanent, og med den rette støtte og finansiering vil hele mindesmærket kunne bestå for evigt.

Indvielsen af I Am Queen Mary foran Vestindisk Pakhus i Københavns havn, 31. marts, 2018. Foto: Sarah Giersing.

Skriv en kommentar
Name (only post under your real name are allowed)*:

E-post (visas inte)*:

Kommentar*:

Send

Læserindlæggene er en vigtig del af Kunstkritikk. Vi er derfor meget glade for at du bidrager til vores læserforum. Vi beder alle følge vanlige regler for høflighed. Husk at du er ansvarlig for dine egne indlæg. Vi godtager derfor kun indlæg under fuldt navn.

Redaktionen læser ikke indlæg før publicering, men følger debatten fortløbende. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg som er usaglige, indeholder personangreb eller som vi af andre grunde finder upassende. Dette sker uden forhåndsvarsel, og efter skønsbaserede vurderinger foretaget af redaktionen. I læserindlæg godtages kun tekst, ingen billeder, video, html-kode el. lign. Lykke til med debatten!